Ophav: Tkliwi nihiliści opanowujący pozycję dystansu

fredag den 17. maj 2013

Alle har ret til en stemme i prostitutionsdebatten


Det er ikke nemt, at få sin stemme ud i prostitutionsdebatten. I hvert fald ikke, hvis man er imod en anerkendelse af prostitution som erhverv, og selv har erfaring med prostitution. Kvinder i prostitution promoverer jævnligt sig selv og faget i medierne, ved at lægge vægt på frihed, penge og selvstændighed. Især mænd sluger det råt, og tror på det frie valg og den evigt lystne kvinde.

Klumme af Tanja Rahm.
Bragt i Magasinet Danner.

Modstandere af prostitution uden prostitutionserfaring opfattes som feministiske grædekoner. Feminister, som med garanti render rundt med hængepatter og røde knæstrømper og helt sikkert hader mænd. Mens kvinder, som har fundet vejen ud af prostitution og udtaler sig negativt om erfaringerne med prostitution, opfattes som ofre. Ofre af en svær ungdom, som forklarer, hvorfor de ikke tålte erhvervet, og lærte at elske at tilfredsstille fremmede mænd ved at stille deres krop til rådighed. Ofre, som ikke har en værdig stemme, fordi de så baserer deres erfaringer på forliste barndomme og ungdomsliv, og derfor ikke har en objektiv holdning til prostitutionsfaget.


Men undskyld, må jeg have lov?
For jeg er ikke noget offer. Tværtimod. Jeg var et offer, da jeg var i prostitution. Fordi jeg forsvarede det med næb og kløer. Holdt på min personlige ret. Min ret til at bestemme over min egen krop. Retten til at vælge et liv, hvor jeg kunne lave hurtige penge, uden at pege på, om pengene var lettjente eller ej. Jeg havde så travlt med at påpege, hvor fedt det var, at jeg for sent registrerede den hurtigt udviklende angst. Men en angst for hvad? For hvad kunne man dog frygte?

Der var angsten for flere overgreb. Uden, at jeg på det tidspunkt var klar over, at angsten kom på den baggrund. For overgrebene blev negligeret i prostitutionsmiljøet. Det var en del af faget. ”Fuck ham”, fik man af vide. Og det var det. Blev man skidt tilpas, trængte man nok bare til ferie. Men på intet tidspunkt blev jeg anbefalet at søge professionel hjælp, for at få bearbejdet de overgreb, jeg oplevede i prostitution.

Der var angsten for omgivelserne. Kunden der forfulgte mig, og angsten der voksede, fordi jeg ikke ønskede, at han skulle opdage, hvor jeg boede. Angsten for taxachaufføren, som havde gennemskuet, hvad jeg lavede, og som ville lave underhåndsaftaler om at bolle mig i mit eget hjem.

Der var angsten for min egen identitetskrise. Hvem var jeg? Og hvor var jeg på vej hen? For prostitutionen var ikke min drøm. Drømmen var noget andet. I en lang periode troede jeg, at prostitutionen kunne føre mig tættere på drømmen. Men angsten kom, da det modsatte viste sig at være tilfældet. Prostitution gjorde det modsatte. Det degraderede mig. Hver gang en kunde lagde sig ovenpå mig.

Og så var der angsten for, om jeg kunne holde fast i mig selv. Hvornår var jeg mig? Hvornår var jeg prostitueret? Hvornår skulle jeg give mig hen? Hvordan kunne jeg adskille seksualiteten i mit privatliv og den rolle, jeg spillede på bordellet? Smigrer, komplimenter og liderlig hvisken i mit øre. Hvilken betydning havde det for mit selvværd? Følelsen af, at jeg var god nok? Den essentielle følelse, som alle higer efter. At være værd at elske. Var jeg det? Angsten fortalte mig, at mine handlinger bekræftede det modsatte. At jeg ikke var værd at elske. Men kun kunne bruges til at tømme sig i. Jeg var degraderet til sædcontainer.

Alle erfaringer er vigtige
Men. Mine erfaringer er ikke så velkomne i debatten om prostitution. Det siges nemlig, at jeg var ødelagt, allerede før jeg gik ind i prostitution. Så fordi jeg har oplevet seksuelle overgreb i min barndom og ungdom, så tæller mine erfaringer ikke. Jeg er jo ikke objektiv. I hvert fald ikke i forhold til de kvindelige prostituerede, som er vokset op i kernefamilier, aldrig har oplevet deres grænser blive overtrådt, og som i høj grad trives i prostitution. Det er deres stemme, man vil høre.

Deres stemmer bekræfter nemlig samfundets ønsker om, at gøre prostitution til et anerkendt erhverv. De fremstår dermed som dem, der har taget velovervejede valg om at træde ind i den famøse, udviklende og berigende verden: Prostitution.

De bliver vægtet højst i debatten, på trods af, at mange prostituerede har traumatiske oplevelser og erfaringer, der minder om mine. Både fra livet før prostitution, men også om livet i prostitution. Så undskyld, må jeg have lov? Enhver stemme i prostitutionsdebatten har ret til at blive hørt. Også min.

søndag den 28. april 2013

Odile's historie i Zorning Zone


Hør om hvad der får en kvinde til at sælge sig selv, til rigmænd og udenlandske forretningsfolk, der køber et møde med den berømte danske kvinde




lørdag den 27. april 2013

Lita's historie i Zornings zone

Lyt til et portræt om en kvinde, som troede det at gå ind i prostitution gav hende frihed, kontrol og masser af penge. Hvordan oplever hun det nu, bagefter?

fredag den 26. april 2013

Zornigs Zone - andet portræt. Solgt til sex


Portrættet med Pia for os alle til at se endnu længere ind i det danske prostitutions marked. For vi bliver mødt med en fortælling om hvordan en danske kvinde er tvungen til at prostituere sig. I Danmark.
Stort varmt tak til dig, Pia, For dit mod. At turde bevise for alle, at der findes tvangsprostitution af danske kvinder. Du er desværre langt fra den eneste danske kvinde, der har været solgt i Danmark. Og Exprobloggen ønsker at din stemme, høres langt og bredt.




"Få uger efter at Pia Christensen var stukket af fra et bordel, blev hun passet op af bagmænd og forsøgt slået ihjel. Forinden havde Pia igennem seks år solgt sin krop, mens andre tjente penge på hendes ydelser...."


Her fortæller Pia sin historie i Zornings Zone på Radio24syv.dk:


 

søndag den 7. april 2013

'Zornigs Zone', Radio 24/7, tuner ind på kvinder fra prostitutionsmiljøet.


I dag deler vi en udsendelse fra Radio 24/7 hvor Christina førtæller til Zorning.

Udsendelsen er den første ud af en række, hvor forskellige kvinder med prostitutionserfaring (i Danmark) taler om deres oplevelser og tanker.
Følg med her. Eller følg med på 24/7, de næste lørdage i april.

"Prostitution. 13 år gammel måtte Christina Christensen døje med en stedfar, der tog nøgenbilleder af hende og rørte ved hendes bryster. Senere blev hun stripper på en af Istedgades natklubber, og begyndte at tage hårde stoffer. Som 21-årig - afhængig af heroin - samlede hun sin første kunde op på Skelbækgade i København "

Du kan høre udsendelsen her:



søndag den 24. marts 2013

"Ved du om der ligger et bordel i nærheden?"

Der skete noget mærkeligt den anden dag... skrevet af Josephine

Jeg kom cyklende på en rolig gade - det jeg vil kalde for en almindelig familiegade på Østerbro.
En mand siger: Må jeg spørge dig om noget?
Jeg svarer ja, stopper cyklen og forventer mig at han vil spørge om vej el. lign.
Han siger: Ved du om der ligger et bordel lige her i nærheden?

Det tager et lille stykke tid, før det går op for mig, hvad det er han spørger om! 
Jeg kigger vantro på ham med munden åben, inden jeg cykler vaklende videre mens jeg ytrer: nej, det ved jeg ikke! Og kigger mig omkring efter "skjult kamera".

Det var bare så mærkeligt og en masse følelser poppede op: 
  • Ser jeg ud som om jeg ved om der er et bordel her? 
  • Ligner det et sted hvor der ligger et bordel? 
  • Er her et bordel??? 

Er dette en dårlig joke og kommer jeg nu i fjernsynet som den dumme forskræmte moder? Er han fuld eller på stoffer? Er han ulækker? Hvad laver han her? Ser han ikke helt normal ud?!!

Og så igen: 

  • Ser jeg ud som om jeg ved hvor der er et bordel? 

Bor jeg i et land hvor mennesker ved sådan noget og der forventes af mig at jeg stopper høfligt op i min cykling for at hjælpe en mand i nød?! 
I hans ulækre "jeg-skider-på-dig" "bolle-egoist" "jeg-betaler-så-hold-din-kæft?" nød?!

torsdag den 21. marts 2013

Hvad hvis det var dine døtre og sønner?

Debatindlæg som Politiken ikke bragte, skrevet af Thea:

Årets pressefoto er et stærkt foto af en prostitueret, der har sex med en kunde. Du kan se fotoserien her
I artiklen står der bla ’det er op til den enkelte beskuer at forestille sig hvad der foregår i hendes tanker’

Jeg ser en zombie!

Og min tanker er ’hvad foregår der i hovedet på den mand?!’

Hvor er han henne i denne debat? Hvordan kan han bilde sig selv ind at det er ok? Hvordan kan vi som samfund lade som om det her er i orden?
-
Det er en hel billedeserie og der er billeder af hendes børn og naturligvis følger der tekst med.

Det er et lovligt erhverv så hun har en revisor og en advokat og betaler skat… 
Personligt bliver jeg rasende og harm af at vores samfund vil opkræve skat, at det der foregår på det billede. Se hende øjne! Det er misbrug af et menneske, og jeg mener det er det rene rufferi at staten vil have en andel af det!

Nå men det er lovligt og selvom der nu er mange der ønsker et forbud, så er modstanden større. Så lad os gå lidt ind i det.

Hun betaler skat og da det er et lovligt erhverv, så er der vel ikke noget stigmatiserende i det, vel? Men hendes børn oplever mobning og udelukkelses på grund af hendes erhverv. Hvorfor det? 
Det er vel lige så godt som at være frisør eller lærer?

Hendes søn oplevede afbud fra 20 børn til en børnefødselsdag. Hvorfor det?

Hvem er de børns forældre? Hvad mener de? Skal vi have et forbud? Eller er et forbud forkert?  Hvor er deres stemme?

Er det ok hvis din søn køber sex?

Jeg er så træt af at denne debat kommer til at handle om det helt konkrete; kvinden der sælger sin krop. Er hun lykkelig eller handlet?
Ja det er interessant og vigtigt osv, men det er meget mere interessant er, hvem er det der køber sex? Se på det billede!

Forestil dig – selvom du er mand! At det er dig der ligger der, med det blik og at der oven på dig ligger en stor person, som i sin egen verden af behov, penetrere dig?

Nå det er ikke lige det du tænder på? Smag og behag er forskellig?!

Sjovt nok har jeg aldrig mødt nogen der havde lige denne smag!
Jeg har mødt, ’altså jeg ville jo aldrig selv…. men det må jo være den enkeltes egen sag….’

Ok, men syntes du det er ok at din søn eller din mand skulle være den, der var kunden på dette billede?

Eller hvis din søn eller datter blev prostitueret?

Men det er et legalt, vi skal jo ikke sætte os til dommer over andre… Ok men så lad os se lidt på det:

Jeg har heller aldrig mødt nogen der syntes at deres børn skulle blive prostitueret. Heller ikke selv om de er kønne, langbenede og mangler studiejob. Har du?! (a’ Hvad? Kan jeg ikke stille det sådan op?!)

Kig dig om i din familie. Er der nogen her hvor du tænker at det vil være et godt job som du vil anbefale dem?

Nå, ikke? Nåe.. det er fordi du ikke lige kender nogen, men det betyder jo ikke at det kunne være ok for andre… nå nej…

Det kan jo ikke være rigtigt at vi alle tænker sådan!

Køb og salg af sex foregår i alle samfundslag, så længe der er et flertal der mener at prostitution er et ok erhverv, så må der være nogen der kender nogen for hvem det lige er sagen.

Og jeg vil VIRKELIG gerne høre mere konkret, hvorfor I mener det, og please! lad være med at tale generelt. Tal om din datter og søn, dig selv, din mand eller kone, din opgangskreds og fortæl mig så at det er et ok erhverv. Og fortæl mig at du aldrig vil kigge skævt til den kvinde der er prostitueret eller den mand der køber sex. At du aldrig vil pege fingre og rynke brynet når der åbner et bordel i din gade!

onsdag den 13. marts 2013

Tanker i toget


Anja fortæller:

  – Har du husket din gymnastiktaske?

Jeg kigger på Emma, der nikker ivrigt. Hun er allerede på vej ud af bilen. Klokken ringer om lidt, så jeg skal skynde mig, hvis jeg skal nå det i dag. Jeg løsner selen og løber ud af bilen for at give hende et knus og et kram.

– Hav en god dag og hyg jer hos far, siger jeg, mens tårerne presser sig så meget på, at min stemme er lav og tynd. 
  
– Ja ja, det skal vi nok. 
 Hendes dejlige barnearme holder også om mig. Jeg krammer hende en ekstra gang, inden jeg giver slip, og hun iler mod skolegården. Mine øjne følger hende hele vejen igennem skolegården, og lige inden hun forsvinder ind i skolebygningen, vender hun sig om og vinker. 

– Hej, hej, mor.

– Hej, hej, svarer jeg tilbage. – Vi ses på mandag. 


Jeg vender mig om og går uden at mærke mig selv over mod bildøren.
Den usynlige boble har i det samme omkranset mig. Virkeligheden er pludselig uden lyd. På bagsædet venter Ida tålmodigt. Hun smiler, men indeni mig spreder der sig en underlig uro. Jeg kan ikke lade være med at læne mig ind mellem sæderne og give hende et kys på kinden. Da mine læber møder kinden, har jeg stort set forladt min egen krop. Jeg tænker kun på, om jeg også denne gang kommer hel hjem. 


Uden at jeg er bevidst om det, kommer bilen i gear, og jeg drejer ud fra skolen og sætter kursen mod Idas børnehave. 

I garderoben er der heldigvis så meget afleveringstravlhed, at ingen bemærker, hvor tynget jeg er. I virkeligheden er det nok også umuligt at se, for udadtil smiler jeg, og alle tror bare, at jeg er sygemeldt en kort periode, så jeg har god tid og går derhjemme. Men mens jeg giver Ida sutsko på, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at pædagogerne lige skulle vide, hvad jeg går og tumler med. Hvorfor det er blevet så svært at komme i børnehaven. Og alle mulige andre steder.
Frygten for afsløringen er med mig overalt.   


Jeg bliver stående ude ved legepladsen, indtil Ida har fundet sin faste vinke-farvel-plads i vinduet. Så luftkysser vi, og jeg går tilbage mod bilen. Mine tanker er nu nået skridtet videre. Kommer jeg overhovedet hjem igen? Jeg leger med tanken om, at jeg skal hen på Uglestuen og lege med børnene nu. Synge sange og lege med klodser. Jeg forsøger at skyde tankerne om de glade børn i min tidligere institution og de andre pædagoger fra mig. Det er ikke længere min hverdag. Siden jeg tabte den fulde forældremyndighed over mine to yngste børn, fordi statsforvaltningen mente, at min eksmand var bedre til at samarbejde, har jeg mistet mig selv. Og mit arbejde og alt det, jeg troede på. Tænk, at jeg som mor skulle miste forældremyndigheden til mine egne børn.
Mig, der er pædagog, og som elsker min familie, mit arbejde, mit hus, min bil og min hund. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme tilbage til virkeligheden oven på skilsmissen og sagen. Den virkelighed, som alle ser ud til fortsat at agere i, mens jeg selv bevæger mig i et ingenmandsland. Kan en livskrise føre endnu en med sig?


Hjemme bag husets tykke murstensmure, sætter jeg mig på en køkkenstol og lader mine øjne vandre. Jeg ved, at jeg må og vil kæmpe. Kæmpe for at mine piger aldrig kommer til at lide afsavn. Vi skal blive i vores store, dejlige hus, og jeg vil se pigerne så meget som muligt. Øjnene finder ro ved træerne i haven. Her gik jeg sammen med min mor, mens jeg var gravid med Ida, da vi kiggede på huset første gang. Følelsen var der med det samme – her ville jeg bare gerne bo. Og vi var så glade, da drømmen gik i opfyldelse. Min mor har mine to store piger på forlænget weekend lige nu. Det er godt, jeg har hende – også selv om jeg ikke kan betro hende min hemmelighed. Pigerne skal have så meget kærlighed som muligt – og de samme rammer, den samme skole, den samme børnehave og opleve alt det, de plejer. Men lommeregneren er nådesløs. Displayet viser hver gang, at de faste udgifter beløber sig til et sted mellem 15 og 20.000 kroner, og jeg er ansvarlig for at skaffe dem. Så jeg er nødt til at gøre det. 


Urets viser på væggen bevæger sig hurtigt. Hvis jeg skal nå det til 16-vagten, skal jeg se at komme af sted. Klippekortet og pladsbilletten til København finder jeg hurtigt. Støvlerne, toppene, min kalender og iPod ryger også i den taske, der hører weekenderne til. Er det nu, jeg skal kigge mig i spejlet en sidste gang, inden Anja bliver til Nanna? 

I radioen har de igen for nylig talt om, hvorvidt de kunder, der bruger en prostitueret, skal kriminaliseres. Ligesom i Sverige og Norge for eksempel. For hver weekend der går, bliver jeg mere og mere overbevist. Et liv med ydmygelser og nedværdigelser er ikke noget liv, og selv om de fleste vil sige, at jeg selv har valgt, så føler jeg det ikke længere sådan. Det, der begyndte som et behov for bekræftelse og et opgør med autoriteter, fordi jeg havde mistet troen på alt og alle, har udviklet sig på en måde, så jeg føler mig fanget. Mit eksamensbevis siger, at jeg er pædagog, men faktum er, at jeg sælger mig selv og ikke ved, hvordan jeg skal holde op. Selv om ikke alle mændene er som rektoren, der pisker mine balder til blods, er jeg langt det meste af tiden sikker på, at jeg er ved at ødelægge mig selv. Men her og nu har jeg brug for pengene.

På søndag vil jeg gå igennem de mørke gader i en københavnerforstad en sen nattetime. I min taske vil der være en kuvert med penge. 45.000 kroner måske. Jeg vil være bange hele vejen, for hvis nogen tager kuverten, er det hele spildt. Alt det, jeg har udsat mig selv for. Jeg kigger på billedet på væggen. Mine fire piger smiler til mig. De ved ikke noget om mit dobbeltliv. Det er der ingen, der gør. Endnu.
Så hanker jeg resolut op i tasken.
  I DSB-kiosken griber jeg hurtigt en cola i køleren og styrer så hen til bladhylderne som en del af mit faste ritual. ALT for damerne eller Femina står valget som sædvanligt imellem. Også i dag. Lidt efter bliver et Femina og en Cola Zero scannet ved kassen, og vejen til sporet bliver tilbagelagt lige så rutinemæssigt, som ekspedienten scanner varer.
I Skanderborg skifter jeg til et IC3-tog. Stillekupeen er ikke helt fyldt denne fredag. Jeg skutter mig i krogen. Har fået den bedste plads – den helt ind mod vinduet, hvor der ikke sidder nogen overfor. Jeg bryder mig ikke om, at fremmede kigger på mig. Slet ikke mændene. Jeg bliver let skræmt og utryg og kan ikke finde ud af, hvad de vil. Mit selvværd må være blevet opslugt af de mange fine ord, der stod i afgørelsen om forældremyndigheden. Finder høretelefonerne frem og trykker mig frem til James Morrisons 'Last Chance'. Jeg spoler tilbage i lyden igen og igen – til linjerne, der passer på mig: 'I've lost my way, can't go back anymore. Once I had everything, now it's gone'. 
Landskabet suser forbi, mens jeg tænker på de ord, der følger efter om, at der måske er en sidste chance. Også når man selv har gjort sig ensom ved at lukke venner og veninder ude. Måske kommer det også til at passe på mig en dag. Men lige nu er det nogle andre ord end selvudviklingsord som chancer, der præger mit weekendliv. Svensk med olie. Super fransk med gummi på toppen. Sprøjteorgasme. Slavepige. Jeg stopper ved det sidste ord på min hjemmesidemenu.
Er det virkelig mig, der har det stående?

Det indre billede af rektoren sætter sig fast. Jeg ved, at han kommer i dag. Så skal jeg være hans lille skolepige, der har været uartig. Vi skal spille rollespil, og jeg kender mine replikker. Hvorfor minder han mig så meget om min egen morfar, som jeg heller ikke kunne sige fra overfor? Som jeg bare gerne ville gøre glad. Som også gerne ville røre mig lidt. Men dog ikke helt som rektoren.
Jeg skutter mig i jakken og rykker tættere ind mod vinduet. Hvorfor er det så svært for mig at sige fra?
 

 – Næste stop Odense. Det bliver Odense næste gang. Udstigning til højre.

Den kliniske speekerstemme river mig tilbage til virkeligheden. Jeg kigger på uret. Den er kvart i et. På perronen myldrer det med mennesker, der skal på weekend. Fulde af forventning om alt det gode, der venter i storbyen. En Tivoli-tur måske, cafebesøg, kanalrundfart …
Mine øjne vandrer igennem menneskemængden. Har jeg set nogen af mændene før? Er der nogen, der genkender mig? Mine øjne registrerer lettet, at det ikke er tilfældet. Så kan jeg i stedet sidde og lege med tanken om, hvor de skal hen, hvem de skal besøge, og hvad de skal lave. Hvor mange af dem lever et dobbeltliv? Er deres koner utro? Og bare lige skal have en sjov aften i byen, hvor det kan være skægt at runde af med noget uforpligtende sex?
Jeg tvinger tankerne væk fra dengang for omkring et års tid siden, hvor jeg selv tog toget for at tage på weekend i København med en ven og endte med at lade mig overtale til at tage med i swingerklub.
Jeg bøjer mig efter Femina. Jeg må se, om jeg kan få tankerne til at falde til ro. Hvis jeg først går i gang med den store analyse, kan jeg ikke gennemføre det, jeg er taget af sted for. 
  Toget sætter i gang igen. Det fynske landskab flyder ubemærket forbi, ligesom modereportagerne foran mig.
Alligevel registrerer mine øjne noget – det er, som om der henover modellerne står 16-22, 22-04, 10-16, 16-22, 22-04 … Når jeg er i København, arbejder jeg i døgndrift. Jeg tager alle de vagter, jeg kan få, tager bad, sover et par timer og går så i gang igen.
Når jeg ikke er sammen med mine børn, vil jeg tjene så mange penge til os som muligt. Ellers giver det ingen mening.


Mens toget kører ned i storebæltstunnellen tænker jeg på morgenen med pigerne. Jeg vil så gerne være helt til stede. Kysse og kramme endnu mere. Men jeg ved også, at jeg beskytter mig selv, når boblen pludselig gør mig fjern og lukket. Vil ikke miste dem endnu mere, så må gøre alt, hvad jeg kan, for at bekæmpe boblen. Jeg vil hjem til dem igen og være deres nærværende mor. Min frygt for overfald, kunderne og det brutale, de kan finde på, må ikke blive til virkelighed. Billedet af Peter, der forrige weekend nærmest brød ind på bordellet og stak sine fingre op i mig, dukker op. At mærke hans fingre oppe i mig, når han ikke havde betalt for det først, var den totale ydmygelse. Vreden bruser i mig over, hvor respekten og værdigheden var henne i det. Selv om jeg fik ham smidt ud, og han kom tilbage med en gave, var der noget indeni mig, der gik i stykker, og hele ugen har jeg mange gange tænkt, hvad det er, vi opdrager vores unge til, så de tror, at de en dag kan gå ud og købe sex og opføre sig præcis, som de ønsker. 


Midt på eftermiddagen stiger jeg ud på Hovedbanegården. Da jeg står på S-togsperronen, kan jeg se over på sporet med IC3-tog. Om et par dage står jeg der igen og skal tilbage mod Jylland. Jeg ved, at mit ansigt vil være blegt og trist. Jeg vil igen sidde som en fugleunge i stillekupeen og holde hårdt om mit krus med varm te. Og jeg vil længes efter at komme hjem og få et bad. Og et til og et til. 

Så ruller S-toget mod Hvidovre ind på perronen. Bliver jeg nogensinde ren igen?


De kommer og henter mig ved 17-tiden. Det er søndag, og jeg har kun sovet et par timer, siden jeg tog hjemmefra i fredags. Min krop er træt. Træt. Træt. Nogle gange føles det lige som rygning. Jeg ved godt, det er smadderusundt, og at man kan dø af det, men lige idet man ryger, giver det en forløsning og det, man har brug for. Min kuvert i tasken er egentlig allerede fyldt med penge, men tilbuddet på 6.000 kroner var for fristende. Det er den lille campingvogn med dobbeltsengen og de store håndværkere derimod ikke, men jeg ved, at jeg kan, når jeg skal. 
  Weekenden i det lille rum har på sin egen underlige måde givet mig kontrollen tilbage. Den jeg ellers føler, jeg totalt mistede, da jeg tabte til pigernes far. Og til myndighederne. Her i de små lyssky lokaler bestemmer jeg.
Der er ikke engang en telefondame, der kan overtage eller styre min kalender. Jeg afgør alene, hvad kunderne kan få, og hvad det koster. Annoncen i Ekstra Bladet giver godt, og teksten på hjemmesiden om Nanna ser også ud til at virke, så weekenden har været travl. Så travl, at jeg næsten indimellem har kunnet fortrænge den verden, der er udenfor.
Det lille rums vægge virker hver gang som en forskansende mur om mig og giver mig en følelse af, at alt andet er lukket ude. Alt det, jeg kæmper med. Kun hvis en af mine piger ringer, bliver jeg revet tilbage. Min private telefon er altid på lydløs i løbet af weekenden, men jeg skriver med pigerne indimellem. I går ville Ida gerne snakke og fortælle om noget, hun havde oplevet. Jeg var ved at vaske mig og havde svært ved at nå at snakke inden næste kunde, men jeg slukkede al musik og tastede hurtigt nummeret.
Bagefter stod jeg stille et øjeblik. Hendes kære stemme og varme kysselyde fik mig tilbage til det, som det hele handler om. Men inden jeg nåede at fordybe mig i de følelser, kom kunden, der ville voldtage mig.

  – Du skriver, at du giver gensidig dominans, men jeg vil gerne voldtage dig, sagde han, da han kom ind i klinikken.
  Jeg huskede pludselig bordelmutters og min snak om dominans. Jeg havde ikke prøvet det før, men mindedes, at jeg skulle tage lidt mere for det, så jeg nikkede.

– Du skal bare lade, som om du er en almindelig kvinde, og så tager jeg fat i dig og voldtager dig, okay.

Det lød ikke som et spørgsmål, men som en ordre. Han holdt en lille pause. 

– Jeg har taget en trøje med, som du skal tage på, og når jeg så voldtager dig, river jeg den i stykker. 

Han tog trøjen op af sin taske og begyndte at smile. Som om hans egen fantasi allerede tændte ham. 
  – Jeg har også en banan med. Den tværer jeg ud i ansigtet på dig imens …

Lugten af den smaskede banan hænger stadig omkring min næse. Også selv om det nu er søndag aften og fyraften. 

Håndværkerne henter mig inden længe. Jeg tømmer skraldespandene, støvsuger, sætter nye stearinlys i stagerne og lægger rene håndklæder frem. Siden jeg trådte ind i bordelmutters lokaler for første gang for et halvt års tid siden, har hun set mig som sin stabile og ærlige jyske pige, og det skal hun blive ved med. Jeg slukker lyset, sætter koden til og låser døren. 

Deres bil ruller op på siden af mig kort tid efter, og jeg sætter mig diskret ind på bagsædet. Vi tager altid på restaurant først, hvor vi taler om alle mulige hverdagsting. Om film og musik. Jeg sidder og venter på, at tiden skal gå, så det snart kan blive morgen. Med dem er det særligt hårdt. Jeg føler mig misbrugt hver gang. Måske fordi de ingen respekt har for mig. Jeg tror, de er tidligere rockere eller i hvert fald har forbindelse til rockermiljøet på en eller anden måde. Tonen er grov og anderledes. Jeg tager ingen chancer og beder om mine penge, så snart vi er inde i campingvognen. Kontanter. Normalt er det ikke noget problem med dem, men i dag er de ikke de sædvanlige to, men tre, og den nye fyr nægter at betale.

– Jeg skal have mine penge, siger jeg så myndigt, jeg kan, da vi endelig befinder os i campingvognen og hele spillet med restauranten er overstået.

– Ha, ha. Den er god med dig. Jeg skal altså ikke betale for dig også. Du får jo penge af de andre, svarer den nye hånligt.

– Jeg skal have mine penge, prøver jeg pippende igen.

Jeg kigger usikkert på de to håndværkere, som jeg har været hos et par gange. Hvordan kan de tro, at de bare kan invitere en ven med uden ekstra betaling? Jeg plejer at skulle være sammen med dem på skift og nogle gange gøre noget ved dem begge samtidig. Hvordan har de tænkt sig, at det skal foregå med en person mere?
Campingvognen virker mindre end sædvanligt. Jeg får lyst til at flå døren op og løbe, men jeg ved ikke, hvor jeg er. Det er bælgravende mørkt udenfor, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer derfra, ligesom jeg ikke har nogen anelse om, hvad de vil gøre ved mig, hvis jeg ikke adlyder. Jeg skulle have passet bedre på mig selv. Holdt øje med skilte på vejen og tænkt mere over, hvor de kørte hen. 

– Jeg skal altså have mine penge, siger jeg så lidt mere myndigt til ham, der virker til at være ham, der bestemmer. 
 Han kigger hårdt på mig, men siger så henvendt til den nye fyr, at han skal hoste op med nogle kontanter. Stemningen er anspændt. Mit hjerte banker hårdt, og jeg mærker, hvordan weekenden har lagt min krop så meget ned, at jeg slet ikke vil være i stand til at flygte. 

– Det er sgu sidste gang, jeg kommer her, råber fyren så og river en bunke kontakter op af sin bukselomme. 
  Pengene skifter hænder, og jeg prøver så diskret som muligt at gemme pengebundtet fra dem i et lynlåsrum i min taske, inden jeg lidt mere afslappet sætter mig ved det lille bord, hvor de nu har gang i noget hash. 

– Vil du ryge? 

– Nej tak, svarer jeg så pænt som muligt. Jeg har aldrig røget hash og ønsker på ingen måde at begynde.

 – Skal du så heller ikke have noget at drikke? spørger ham den nye nedladende. Tydeligvis stadig sur over at skulle spæde til betalingen. 

– Nej tak, jeg har det fint, lyver jeg, mens jeg forsøger at finde ud af, hvordan stemningen kan lette bare en anelse, så vi kan få overstået det, de har betalt for. Og på en måde, så de er tilfredse. Mit underliv smerter efter weekendens mange vagter og ved tanken om, at de tre fyre foran mig også står for tur. Jeg sidder længe og kigger på dem, mens de drikker og ryger. Så nikker den store, og jeg ved, at jeg skal gå hen og klæde om bag den lille skydedør. 

Bagefter ligger jeg helt stille i den mørke nat. Den sure fyr er gået, mens de to andre sover. En på hver side af mig. Så kommer den. Væmmelsen. Jeg væmmes ved lugten i campingvognen. Væmmes ved dem. Ved min krop. Ved det hele. Jeg vil hjem. Og det skal være nu. 


Da de kører mig af sted til stationen tidligt om morgenen, er København langsomt ved at stå op. Jeg kigger på lysene i køkkenvinduerne i de mange lejligheder. Og på ham, der kører bilen. Jeg har ikke noget til overs for en type som ham. Hvordan kan det være, at man så alligevel lader, som om man har noget særligt med vedkommende? Da jeg stiger ud ved Hovedbanegården, er der noget, der siger mig, at det er sidste gang, jeg har været i campingvognen. Men det bliver ikke sidste gang, jeg er i København. 


tirsdag den 12. marts 2013

Små sko. Der klemmer til....

Lovett:



Kræfterne går godt nok med små sko, her hos mig.
Det seneste 1 1/2 år er gået med at overleve.
Til i går.

Så opdagede jeg, at mine veninder, de jeg er tæt forbundne med gennem prostitutionen, er vanvittigt klemte.

Det gør mig så sorgfuld, at ingen skal høre deres fortællinger.
Hvor mange flere af os skal dø i stilhed, mens kravet om dansk frisind, gjalder ud over os?

Ka´ det virkelig være sandt, at vi nægter at forholde os til - bare lytte på - de mennesker i vort eget samfund, som knap kan overleve efter at være kommet ud af prostitution?

Jeg taler ikke om dem, for hvem det handler om at være tilpas med at være i prostitution. De taler højt og tydeligt nok til, at blive hørt.

Dem jeg tænker på, er alle de andre.
Hende der sidder med sin ødelagte krop. Smerter, sygdom, handicap. Hende der sidder med sit misbrug af alkohol. hash eller stoffer. Hende der ryger ind og ud på psyk. Hende der bor alene med sin bedste ven - en kanin. Hende der er så forbandet stærk, at hun ikke tør lade facaden krakelere. Hende der tager en overdosis eller kaster sig ud i frit fald. Hende der magteløs må se på, at hun svigter sit barn. Hende der ikke kan få social hjælp fordi hun ikke passer ind som tidl. prostitueret.

Ja, hvad med hende?
Tæller hun ikke?

-
Her kan du læse et tidligere indlæg om prostitutionsdebatten

Sig mig lige engang...Hvem er det der egentlig må debattere prostitution?


Fra Odile Poulsens blog, læs mere her
Odiles blog

Kvinder der er i prostitution, anses af mange som værende en stærk og fri kvinde, der har et meget sundt og sultent forhold til sex. Og/eller sin egen seksualitet.

Medierne fremstiller gerne det billede af prostitutionen; det debatterede afsnit af Borgen. Politikens pt kørende serie Bordellet.

Man behøver ikke være højt begavet for at vide, at det selvklart er et billede af en kvindetype, der stemmer glimrende overens med vores tid.
Meget handler om sex og gerne offentliggjort på tv, fx. De unge identificerer sig via TV3/Paradise Hotel mm. Samtidig sidder mange og griner af Amalie som er for dum. Så hun må gerne sælge sig selv på tv, som værende sexuelt fri. Og dum.
Et særligt lidt flatterende kvindebillede.

Tilbage til kvinderne i prostitution.

Hvis kvinder der forlader prostitutionen så siden tager afstand til miljøet ved at kritiserer det. Påpege dets destruktive kræfter og konsekvenser, så kategoriseres kvinderne som svage. For svage til at være sexuelle objekter for god hyre.

Hvis kvinder der aldrig har været i prostitutionen, tager afstand, kategoriseres de som frigide, hattedamer, som helst vil sætte en stopper for al sex.

Kvinder der ikke synes prostitution er et gode for samfundet, de prostituerede eller kunderne, stemples som værende de værste til at ville stigmatisere kvinderne i prostitution.

Når medierne søger efter vinkler ind i prostitutionsmiljøet, så ønsker de at være så politiske korrekte og respektfulde over for den såkaldte 'sexarbejder', at der ikke stilles for nære spørgsmål. Nå jo, selvklart kan man godt tale om hvordan kunderne gerne betjenes seksuelt. Men at få kendskab til 'virksomhedens' er not comme il faut! (se Politiken; de har indgået aftale med bordelmama om ikke at stille ? til regnskabet).

Når debatten kører lyder det tit; Ingen spørger de prostituerede? Og det uanset at der i samme debattråd fx, Eller ved samme live debat-arrangement, er kvinder til stede, som har prostitutionserfaring. Ingen spørger dem - men påstår som argument at ingen vil høre på de prostituerede selv.

Så hvordan er det overhovedet muligt at debattere prostitution? Som kvinde? Hvis man tager afstand fra prostitution som et gode for os selv, vor døtre, vort samfund, vor seksualitet og vor kvindesyn?

Kvinder kan ikke selv have været i prostitution og tale dårligt om de erfaringer og oplevelser - den viden! - de sidder inde med. Det er ikke accepteret at fortælle om skader man tager med sig ud af miljøet - 'det er jo bare svaghed. Eller du valgte det jo selv!'

Kvinder kan ikke tage afstand fra prostitution, hvis de ikke har et personligt kendskab til det. Så er de moralske. Seksuelt ufri. Hattedamer og 'kvinde-kvinde-værst'.
(Odiles Facebook update, feb 2013)