Anja fortæller:
– Har du husket din gymnastiktaske?
Jeg kigger på Emma, der nikker ivrigt. Hun er allerede på vej ud af bilen. Klokken ringer om lidt, så jeg skal skynde mig, hvis jeg skal nå det i dag. Jeg løsner selen og løber ud af bilen for at give hende et knus og et kram.
– Hav en god dag og hyg jer hos far, siger jeg, mens tårerne presser sig så meget på, at min stemme er lav og tynd.
– Ja ja, det skal vi nok.
Hendes dejlige barnearme holder også om mig. Jeg krammer hende en ekstra gang, inden jeg giver slip, og hun iler mod skolegården. Mine øjne følger hende hele vejen igennem skolegården, og lige inden hun forsvinder ind i skolebygningen, vender hun sig om og vinker.
– Hej, hej, mor.
– Hej, hej, svarer jeg tilbage. – Vi ses på mandag.
Jeg vender mig om og går uden at mærke mig selv over mod bildøren.
Den usynlige boble har i det samme omkranset mig. Virkeligheden er pludselig uden lyd. På bagsædet venter Ida tålmodigt. Hun smiler, men indeni mig spreder der sig en underlig uro. Jeg kan ikke lade være med at læne mig ind mellem sæderne og give hende et kys på kinden. Da mine læber møder kinden, har jeg stort set forladt min egen krop. Jeg tænker kun på, om jeg også denne gang kommer hel hjem.
Uden at jeg er bevidst om det, kommer bilen i gear, og jeg drejer ud fra skolen og sætter kursen mod Idas børnehave.
I garderoben er der heldigvis så meget afleveringstravlhed, at ingen bemærker, hvor tynget jeg er. I virkeligheden er det nok også umuligt at se, for udadtil smiler jeg, og alle tror bare, at jeg er sygemeldt en kort periode, så jeg har god tid og går derhjemme. Men mens jeg giver Ida sutsko på, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at pædagogerne lige skulle vide, hvad jeg går og tumler med. Hvorfor det er blevet så svært at komme i børnehaven. Og alle mulige andre steder.
Frygten for afsløringen er med mig overalt.
Jeg bliver stående ude ved legepladsen, indtil Ida har fundet sin faste vinke-farvel-plads i vinduet. Så luftkysser vi, og jeg går tilbage mod bilen. Mine tanker er nu nået skridtet videre. Kommer jeg overhovedet hjem igen? Jeg leger med tanken om, at jeg skal hen på Uglestuen og lege med børnene nu. Synge sange og lege med klodser. Jeg forsøger at skyde tankerne om de glade børn i min tidligere institution og de andre pædagoger fra mig. Det er ikke længere min hverdag. Siden jeg tabte den fulde forældremyndighed over mine to yngste børn, fordi statsforvaltningen mente, at min eksmand var bedre til at samarbejde, har jeg mistet mig selv. Og mit arbejde og alt det, jeg troede på. Tænk, at jeg som mor skulle miste forældremyndigheden til mine egne børn.
Mig, der er pædagog, og som elsker min familie, mit arbejde, mit hus, min bil og min hund. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme tilbage til virkeligheden oven på skilsmissen og sagen. Den virkelighed, som alle ser ud til fortsat at agere i, mens jeg selv bevæger mig i et ingenmandsland. Kan en livskrise føre endnu en med sig?
Hjemme bag husets tykke murstensmure, sætter jeg mig på en køkkenstol og lader mine øjne vandre. Jeg ved, at jeg må og vil kæmpe. Kæmpe for at mine piger aldrig kommer til at lide afsavn. Vi skal blive i vores store, dejlige hus, og jeg vil se pigerne så meget som muligt. Øjnene finder ro ved træerne i haven. Her gik jeg sammen med min mor, mens jeg var gravid med Ida, da vi kiggede på huset første gang. Følelsen var der med det samme – her ville jeg bare gerne bo. Og vi var så glade, da drømmen gik i opfyldelse. Min mor har mine to store piger på forlænget weekend lige nu. Det er godt, jeg har hende – også selv om jeg ikke kan betro hende min hemmelighed. Pigerne skal have så meget kærlighed som muligt – og de samme rammer, den samme skole, den samme børnehave og opleve alt det, de plejer. Men lommeregneren er nådesløs. Displayet viser hver gang, at de faste udgifter beløber sig til et sted mellem 15 og 20.000 kroner, og jeg er ansvarlig for at skaffe dem. Så jeg er nødt til at gøre det.
Urets viser på væggen bevæger sig hurtigt. Hvis jeg skal nå det til 16-vagten, skal jeg se at komme af sted. Klippekortet og pladsbilletten til København finder jeg hurtigt. Støvlerne, toppene, min kalender og iPod ryger også i den taske, der hører weekenderne til. Er det nu, jeg skal kigge mig i spejlet en sidste gang, inden Anja bliver til Nanna?
I radioen har de igen for nylig talt om, hvorvidt de kunder, der bruger en prostitueret, skal kriminaliseres. Ligesom i Sverige og Norge for eksempel. For hver weekend der går, bliver jeg mere og mere overbevist. Et liv med ydmygelser og nedværdigelser er ikke noget liv, og selv om de fleste vil sige, at jeg selv har valgt, så føler jeg det ikke længere sådan. Det, der begyndte som et behov for bekræftelse og et opgør med autoriteter, fordi jeg havde mistet troen på alt og alle, har udviklet sig på en måde, så jeg føler mig fanget. Mit eksamensbevis siger, at jeg er pædagog, men faktum er, at jeg sælger mig selv og ikke ved, hvordan jeg skal holde op. Selv om ikke alle mændene er som rektoren, der pisker mine balder til blods, er jeg langt det meste af tiden sikker på, at jeg er ved at ødelægge mig selv. Men her og nu har jeg brug for pengene.
På søndag vil jeg gå igennem de mørke gader i en københavnerforstad en sen nattetime. I min taske vil der være en kuvert med penge. 45.000 kroner måske. Jeg vil være bange hele vejen, for hvis nogen tager kuverten, er det hele spildt. Alt det, jeg har udsat mig selv for. Jeg kigger på billedet på væggen. Mine fire piger smiler til mig. De ved ikke noget om mit dobbeltliv. Det er der ingen, der gør. Endnu.
Så hanker jeg resolut op i tasken.
I DSB-kiosken griber jeg hurtigt en cola i køleren og styrer så hen til bladhylderne som en del af mit faste ritual. ALT for damerne eller Femina står valget som sædvanligt imellem. Også i dag. Lidt efter bliver et Femina og en Cola Zero scannet ved kassen, og vejen til sporet bliver tilbagelagt lige så rutinemæssigt, som ekspedienten scanner varer.
I Skanderborg skifter jeg til et IC3-tog. Stillekupeen er ikke helt fyldt denne fredag. Jeg skutter mig i krogen. Har fået den bedste plads – den helt ind mod vinduet, hvor der ikke sidder nogen overfor. Jeg bryder mig ikke om, at fremmede kigger på mig. Slet ikke mændene. Jeg bliver let skræmt og utryg og kan ikke finde ud af, hvad de vil. Mit selvværd må være blevet opslugt af de mange fine ord, der stod i afgørelsen om forældremyndigheden. Finder høretelefonerne frem og trykker mig frem til James Morrisons 'Last Chance'. Jeg spoler tilbage i lyden igen og igen – til linjerne, der passer på mig:
'I've lost my way, can't go back anymore. Once I had everything, now it's gone'.
Landskabet suser forbi, mens jeg tænker på de ord, der følger efter om, at der måske er en sidste chance. Også når man selv har gjort sig ensom ved at lukke venner og veninder ude. Måske kommer det også til at passe på mig en dag. Men lige nu er det nogle andre ord end selvudviklingsord som chancer, der præger mit weekendliv. Svensk med olie. Super fransk med gummi på toppen. Sprøjteorgasme. Slavepige. Jeg stopper ved det sidste ord på min hjemmesidemenu.
Er det virkelig mig, der har det stående?
Det indre billede af rektoren sætter sig fast. Jeg ved, at han kommer i dag. Så skal jeg være hans lille skolepige, der har været uartig. Vi skal spille rollespil, og jeg kender mine replikker. Hvorfor minder han mig så meget om min egen morfar, som jeg heller ikke kunne sige fra overfor? Som jeg bare gerne ville gøre glad. Som også gerne ville røre mig lidt. Men dog ikke helt som rektoren.
Jeg skutter mig i jakken og rykker tættere ind mod vinduet. Hvorfor er det så svært for mig at sige fra?
– Næste stop Odense. Det bliver Odense næste gang. Udstigning til højre.
Den kliniske speekerstemme river mig tilbage til virkeligheden. Jeg kigger på uret. Den er kvart i et. På perronen myldrer det med mennesker, der skal på weekend. Fulde af forventning om alt det gode, der venter i storbyen. En Tivoli-tur måske, cafebesøg, kanalrundfart …
Mine øjne vandrer igennem menneskemængden. Har jeg set nogen af mændene før? Er der nogen, der genkender mig? Mine øjne registrerer lettet, at det ikke er tilfældet. Så kan jeg i stedet sidde og lege med tanken om, hvor de skal hen, hvem de skal besøge, og hvad de skal lave. Hvor mange af dem lever et dobbeltliv? Er deres koner utro? Og bare lige skal have en sjov aften i byen, hvor det kan være skægt at runde af med noget uforpligtende sex?
Jeg tvinger tankerne væk fra dengang for omkring et års tid siden, hvor jeg selv tog toget for at tage på weekend i København med en ven og endte med at lade mig overtale til at tage med i swingerklub.
Jeg bøjer mig efter Femina. Jeg må se, om jeg kan få tankerne til at falde til ro. Hvis jeg først går i gang med den store analyse, kan jeg ikke gennemføre det, jeg er taget af sted for.
Toget sætter i gang igen. Det fynske landskab flyder ubemærket forbi, ligesom modereportagerne foran mig.
Alligevel registrerer mine øjne noget – det er, som om der henover modellerne står 16-22, 22-04, 10-16, 16-22, 22-04 … Når jeg er i København, arbejder jeg i døgndrift. Jeg tager alle de vagter, jeg kan få, tager bad, sover et par timer og går så i gang igen.
Når jeg ikke er sammen med mine børn, vil jeg tjene så mange penge til os som muligt. Ellers giver det ingen mening.
Mens toget kører ned i storebæltstunnellen tænker jeg på morgenen med pigerne. Jeg vil så gerne være helt til stede. Kysse og kramme endnu mere. Men jeg ved også, at jeg beskytter mig selv, når boblen pludselig gør mig fjern og lukket. Vil ikke miste dem endnu mere, så må gøre alt, hvad jeg kan, for at bekæmpe boblen. Jeg vil hjem til dem igen og være deres nærværende mor. Min frygt for overfald, kunderne og det brutale, de kan finde på, må ikke blive til virkelighed. Billedet af Peter, der forrige weekend nærmest brød ind på bordellet og stak sine fingre op i mig, dukker op. At mærke hans fingre oppe i mig, når han ikke havde betalt for det først, var den totale ydmygelse. Vreden bruser i mig over, hvor respekten og værdigheden var henne i det. Selv om jeg fik ham smidt ud, og han kom tilbage med en gave, var der noget indeni mig, der gik i stykker, og hele ugen har jeg mange gange tænkt, hvad det er, vi opdrager vores unge til, så de tror, at de en dag kan gå ud og købe sex og opføre sig præcis, som de ønsker.
Midt på eftermiddagen stiger jeg ud på Hovedbanegården. Da jeg står på S-togsperronen, kan jeg se over på sporet med IC3-tog. Om et par dage står jeg der igen og skal tilbage mod Jylland. Jeg ved, at mit ansigt vil være blegt og trist. Jeg vil igen sidde som en fugleunge i stillekupeen og holde hårdt om mit krus med varm te. Og jeg vil længes efter at komme hjem og få et bad. Og et til og et til.
Så ruller S-toget mod Hvidovre ind på perronen. Bliver jeg nogensinde ren igen?
De kommer og henter mig ved 17-tiden. Det er søndag, og jeg har kun sovet et par timer, siden jeg tog hjemmefra i fredags. Min krop er træt. Træt. Træt. Nogle gange føles det lige som rygning. Jeg ved godt, det er smadderusundt, og at man kan dø af det, men lige idet man ryger, giver det en forløsning og det, man har brug for. Min kuvert i tasken er egentlig allerede fyldt med penge, men tilbuddet på 6.000 kroner var for fristende. Det er den lille campingvogn med dobbeltsengen og de store håndværkere derimod ikke, men jeg ved, at jeg kan, når jeg skal.
Weekenden i det lille rum har på sin egen underlige måde givet mig kontrollen tilbage. Den jeg ellers føler, jeg totalt mistede, da jeg tabte til pigernes far. Og til myndighederne. Her i de små lyssky lokaler bestemmer jeg.
Der er ikke engang en telefondame, der kan overtage eller styre min kalender. Jeg afgør alene, hvad kunderne kan få, og hvad det koster. Annoncen i Ekstra Bladet giver godt, og teksten på hjemmesiden om Nanna ser også ud til at virke, så weekenden har været travl. Så travl, at jeg næsten indimellem har kunnet fortrænge den verden, der er udenfor.
Det lille rums vægge virker hver gang som en forskansende mur om mig og giver mig en følelse af, at alt andet er lukket ude. Alt det, jeg kæmper med. Kun hvis en af mine piger ringer, bliver jeg revet tilbage. Min private telefon er altid på lydløs i løbet af weekenden, men jeg skriver med pigerne indimellem. I går ville Ida gerne snakke og fortælle om noget, hun havde oplevet. Jeg var ved at vaske mig og havde svært ved at nå at snakke inden næste kunde, men jeg slukkede al musik og tastede hurtigt nummeret.
Bagefter stod jeg stille et øjeblik. Hendes kære stemme og varme kysselyde fik mig tilbage til det, som det hele handler om. Men inden jeg nåede at fordybe mig i de følelser, kom kunden, der ville voldtage mig.
– Du skriver, at du giver gensidig dominans, men jeg vil gerne voldtage dig, sagde han, da han kom ind i klinikken.
Jeg huskede pludselig bordelmutters og min snak om dominans. Jeg havde ikke prøvet det før, men mindedes, at jeg skulle tage lidt mere for det, så jeg nikkede.
– Du skal bare lade, som om du er en almindelig kvinde, og så tager jeg fat i dig og voldtager dig, okay.
Det lød ikke som et spørgsmål, men som en ordre. Han holdt en lille pause.
– Jeg har taget en trøje med, som du skal tage på, og når jeg så voldtager dig, river jeg den i stykker.
Han tog trøjen op af sin taske og begyndte at smile. Som om hans egen fantasi allerede tændte ham.
– Jeg har også en banan med. Den tværer jeg ud i ansigtet på dig imens …
Lugten af den smaskede banan hænger stadig omkring min næse. Også selv om det nu er søndag aften og fyraften.
Håndværkerne henter mig inden længe. Jeg tømmer skraldespandene, støvsuger, sætter nye stearinlys i stagerne og lægger rene håndklæder frem. Siden jeg trådte ind i bordelmutters lokaler for første gang for et halvt års tid siden, har hun set mig som sin stabile og ærlige jyske pige, og det skal hun blive ved med. Jeg slukker lyset, sætter koden til og låser døren.
Deres bil ruller op på siden af mig kort tid efter, og jeg sætter mig diskret ind på bagsædet. Vi tager altid på restaurant først, hvor vi taler om alle mulige hverdagsting. Om film og musik. Jeg sidder og venter på, at tiden skal gå, så det snart kan blive morgen. Med dem er det særligt hårdt. Jeg føler mig misbrugt hver gang. Måske fordi de ingen respekt har for mig. Jeg tror, de er tidligere rockere eller i hvert fald har forbindelse til rockermiljøet på en eller anden måde. Tonen er grov og anderledes. Jeg tager ingen chancer og beder om mine penge, så snart vi er inde i campingvognen. Kontanter. Normalt er det ikke noget problem med dem, men i dag er de ikke de sædvanlige to, men tre, og den nye fyr nægter at betale.
– Jeg skal have mine penge, siger jeg så myndigt, jeg kan, da vi endelig befinder os i campingvognen og hele spillet med restauranten er overstået.
– Ha, ha. Den er god med dig. Jeg skal altså ikke betale for dig også. Du får jo penge af de andre, svarer den nye hånligt.
– Jeg skal have mine penge, prøver jeg pippende igen.
Jeg kigger usikkert på de to håndværkere, som jeg har været hos et par gange. Hvordan kan de tro, at de bare kan invitere en ven med uden ekstra betaling? Jeg plejer at skulle være sammen med dem på skift og nogle gange gøre noget ved dem begge samtidig. Hvordan har de tænkt sig, at det skal foregå med en person mere?
Campingvognen virker mindre end sædvanligt. Jeg får lyst til at flå døren op og løbe, men jeg ved ikke, hvor jeg er. Det er bælgravende mørkt udenfor, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer derfra, ligesom jeg ikke har nogen anelse om, hvad de vil gøre ved mig, hvis jeg ikke adlyder. Jeg skulle have passet bedre på mig selv. Holdt øje med skilte på vejen og tænkt mere over, hvor de kørte hen.
– Jeg skal altså have mine penge, siger jeg så lidt mere myndigt til ham, der virker til at være ham, der bestemmer.
Han kigger hårdt på mig, men siger så henvendt til den nye fyr, at han skal hoste op med nogle kontanter. Stemningen er anspændt. Mit hjerte banker hårdt, og jeg mærker, hvordan weekenden har lagt min krop så meget ned, at jeg slet ikke vil være i stand til at flygte.
– Det er sgu sidste gang, jeg kommer her, råber fyren så og river en bunke kontakter op af sin bukselomme.
Pengene skifter hænder, og jeg prøver så diskret som muligt at gemme pengebundtet fra dem i et lynlåsrum i min taske, inden jeg lidt mere afslappet sætter mig ved det lille bord, hvor de nu har gang i noget hash.
– Vil du ryge?
– Nej tak, svarer jeg så pænt som muligt. Jeg har aldrig røget hash og ønsker på ingen måde at begynde.
– Skal du så heller ikke have noget at drikke? spørger ham den nye nedladende. Tydeligvis stadig sur over at skulle spæde til betalingen.
– Nej tak, jeg har det fint, lyver jeg, mens jeg forsøger at finde ud af, hvordan stemningen kan lette bare en anelse, så vi kan få overstået det, de har betalt for. Og på en måde, så de er tilfredse. Mit underliv smerter efter weekendens mange vagter og ved tanken om, at de tre fyre foran mig også står for tur. Jeg sidder længe og kigger på dem, mens de drikker og ryger. Så nikker den store, og jeg ved, at jeg skal gå hen og klæde om bag den lille skydedør.
Bagefter ligger jeg helt stille i den mørke nat. Den sure fyr er gået, mens de to andre sover. En på hver side af mig. Så kommer den. Væmmelsen. Jeg væmmes ved lugten i campingvognen. Væmmes ved dem. Ved min krop. Ved det hele. Jeg vil hjem. Og det skal være nu.
Da de kører mig af sted til stationen tidligt om morgenen, er København langsomt ved at stå op. Jeg kigger på lysene i køkkenvinduerne i de mange lejligheder. Og på ham, der kører bilen. Jeg har ikke noget til overs for en type som ham. Hvordan kan det være, at man så alligevel lader, som om man har noget særligt med vedkommende? Da jeg stiger ud ved Hovedbanegården, er der noget, der siger mig, at det er sidste gang, jeg har været i campingvognen. Men det bliver ikke sidste gang, jeg er i København.
