Ny vejledning fra socialministeriet

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/05/02/110952.htm?rss=true

Fra Socialminsteriets gamle vejledning (2001):

"Der kan være personer, der har brug for (...) kontakt til en prostitueret. Hjælpepersonen må i nogle tilfælde følge personen til den prostituerede. Det kan også være relevant, at hjælpepersonen har en samtale med den prostituerede for, sammen med personen, at formidle ønsker, sørge for at der er afsat tid nok etc."

Fra Socialministeriet nye vejledning:

"I enkelte tilfælde oplever fagpersoner, at en borger udtrykker ønske om hjælp til at tage kontakt til en prostitueret. Fagpersoner har ikke pligt til at formidle en sådan kontakt."

Kommunalt ansatte handicaphjælpere har ikke pligt til at hjælpe handicappede med at gå til en prostitueret.

Det fastslår Socialministeriet i en ny vejledning om, hvordan kommunale medarbejdere bør hjælpe handicappede med deres sexliv.

Den gamle vejledning fra 2001 har skabt debat, fordi den lagde op til, at pædagoger og medhjælpere kunne give forskellige former for hjælp til handicappede, der gerne ville benytte prostituerede.

S: Hjælp er ikke offentlig opgaveMed den nye vejledning er alle afsnit med konkrete hjælpeforslag fjernet. Til gengæld står der tydeligt, at fagpersoner ikke har pligt til at hjælpe med købesex.

- Jeg synes, at det er fremragende, at vi endelig har fået ændret vejledningen, for det er ikke det offentliges opgave at hjælpe med kontakt til prostituerede, siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff.

- Jeg betragter prostitution som et stort socialt problem. Borgere med handicap skal selvfølgelig have hjælp med deres seksualitet, men det må ikke ske på bekostning af andre borgere, fortsætter han.

Det er op til den enkelte kommune, om man vil nedlægge et desideret forbud mod at de ansatte hjælper med kontakt til prostituerede.

Sex er ikke en menneskeret

Uddrag fra artiklen http://www.information.dk/293111  - Af Nicolas Schunck,  februar 2012. 

" Debatten om prostitution og handicap er løbet af sporet på grund af en fejlfortolkning af, hvad seksuelle rettigheder indebærer. I stedet for kun at fokusere på ret, bør vi tage en mere grundlæggende debat om, hvordan sex, seksualitet, drifter og det gode, sunde liv hænger sammen. 

- Handicappede skal da have støtte til at gå til prostituerede. Sex er en del af deres seksuelle praksis, og det er et helt afgørende led i deres livsudfoldelse og sundhed.

Sådan lyder kerneargumenterne fra tilhængerne af, at offentligt ansatte pædagoger og plejepersonale hjælper handicappede med at finde vej i prostitutionsjunglen.
Gemt bag argumenterne ligger en ny tematisering af forholdet mellem sundhed og seksualitet. Den gør seksualiteten til en del af det sunde liv og sundheden en del af seksualiteten. Fornægtes seksualiteten, fornægter man dermed det sunde liv.

Problemet opstår, når seksualitet ikke adskilles fra seksuel udøvelse: Afståelse fra sex eller mindsket seksuel udøvelse anses pludselig for at være usundt. Rationaler som naturlighed, trang og frustration bruges til at påvise den ubalance og risikobetonede usundhed, som manglende seksuel udøvelse fremtvinger. (...)

Debatten om handicap og prostitution står midt i dette morads af grundlæggende rationaler og idealer. Derfor er det naivt at koge spørgsmålet om en revideret vejledning til seksualitet og handicap ned til et spørgsmål om det moralske eller umoralske i formidling af prostituerede. 

Problematikken handler i langt højere grad om, hvordan vi anskuer sundhed, menneskets behov og dets evne til at distancere sig fra naturen.

Ind til videre har debatten dog ikke tydeliggjort de idealistiske lag. I stedet florerer den pragmatiske vinkel: Handicappede har også drifter.

En vigtig del af grundlaget for debatten om handicap og seksualitet er Socialministeriets vejledning Seksualitet — uanset handicap fra 2001. 
Den vejleder om håndteringen af seksualitet i forhold til handicappede og tematiserer oplysning samt hjælp og støtte til selvhjælp. Vejledningen indledes med en indføring i handicappedes rettigheder. Dette punkt er helt afgørende, fordi det er grundlaget og retfærdiggørelsen for de praktiske forslag til pædagoger og støttepersoner.
Her fremgår det, at »i FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede (standardregel nr. 9) understreges det, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linie med andre mennesker, og at de i denne forbindelse skal støttes gennem lovgivning samt med relevant rådgivning«.
Socialministeriet bruger altså FN til at blåstemple den danske politik på området.

Problemet er imidlertid, at der er tale om en gigantisk fejlfortolkning af FN’s dokument. En fejlfortolkning, der har haft enorme konsekvenser for litteraturen om handicap og seksualitet. Den oprindelige FN-tekst fra 1994 lyder:
»Mennesker med handicap må ikke nægtes mulighed for at opleve deres egen seksualitet, have seksuelle forhold og blive forældre (...)
Socialministeriet har fejlfortolket: FN billiger ikke en ret til seksuel udfoldelse i forhold til nogen. Der er ikke en standard for, hvilke seksuelle ydelser man som minimum har krav på. 
Der er jo ikke tale om en rettighed til seksuel udøvelse. Der er tale om en ret til ikke at blive forhindret i sin seksuelle udfoldelse, og det er ikke det samme som at opstille et positivt ideal for seksuel udfoldelse og realisering. (...)

Andre vil insistere på, at Serviceloven i forhold til voksne med nedsat funktionsevne sigter på at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse. Spørgsmålet er, om seksualitet er en del af den bestræbelse. Hvis den er det, hvordan stiller det så voksne, der ikke er handicappede, men har svært ved at engagere deres seksualitet? 
Vil man også her bruge det utømmelige sundhedsbegreb som argument for rettigheder og krav? 
For at finde dækkende svar på spørgsmålet om handicappedes seksuelle rettigheder, må man diskutere spørgsmål om sundhed, seksuel sundhed, seksualitet, natur og menneskelighed. (...)

Debatten om prostitution og handicap hviler med andre ord på større diskussioner, der er relevante for alle. Det er værd at diskutere, hvorvidt det er en rettighed at udfolde sin seksualitet — og i givet fald inden for hvilke rammer. Legitimeringen kan ikke findes hos FN. Den skal findes andetsteds ". 

Frihed?

ExproBloggen tænker:


For nogen er prostitution et udtryk for frisind.
For andre er det et fængsel, som der skal lægges kroppe til.

Der synes ikke at være noget midt i mellem. Eller nogen ord, der kan bygge bro mellem.

Når man taler om prostitution er der så mange følelser i klemme og på spil, at det er så godt umuligt at være nøgtern. Det er min erfaring at snakke om prostitution,  sætter lige så meget i kog som at tale om pædofili eller incest.

Kunderne føler sig stigmatiserede. De prostituerede ditto. Og det er umuligt at tilgodese den ene frem for den anden.
Taler vi om den enes ret til sex? Og den andens ret til at være fri for overgreb?

I mit ordforråd og min begrebsverden, så er rettigheder forbundet med at ytre sig, at være fri for mishandling. At være religiøs fri, politisk fri. Ret til mad og husly. Ret til forældre der tager vare på en. Uddannelse og ordentlige arbejdsforhold. Sådan groft trukket op. Der er sikkert meget mere.

Ligesom jeg sikkert vil kunne liste op og ned, om det man ikke har ret til.
Jeg mener ikke man har ret til at få børn. Nyt køkken. Den sidste iPhone. Eller adgang til købe sex.

Helt banalt er det forskel på lyst til og behov for.
Jeg mener bestemt debatten om prostitution hører med her.
Lyst eller behov?
Behov er det der gør vi overlever. Lyst er det vi krydrer livet med.

Så ja, gu er livet bedre med sex. Ligesom livet for mange er bedre, hvis de har børn. Eller hvis de kan rejse udenlands to gange om året.
Det er bare ikke altid det er muligt. Og hvis muligt, så ikke altid på alle tidspunkter.

Jeg er træt af at høre kvindelige prostituerede beskrevet som var de en pizza.
Pizzariaet har åbent hele natten med, hvis du bliver sulten. Kommer du forbi og henter, eller skal den bringes ud? Med eller uden topping?

Vi lever i et land, hvor vi er bange for at mænd skal gå rundt og være hungrige efter sex.
Og derfor vil vi hellere sikre os, at der findes åbninger døgnet rundt. Så længe de åbninger ikke har noget med os selv at gøre! Eller vores børn!

Men hvad er der egentligt farligt med sult? Jo, jo den rigtige af slagsens dør man af.
Den seksuelle er frustrerende. Men igen, det kan overleves.
Ja, der findes sågar mennesker for hvem deres liv er blevet forbedret, ved at vælge at leve i cølibat!
Så det er tydeligvis et spørgsmål om hvordan vi opfatter seksualitet.
Mens vi ikke kan vælge at leve uden føde. Alle dør, uanset overbevisning, hvis ikke vi får mad.

Men hvad så med de handicappede?
Jo, selvfølgelig er det synd at være handicappet. Det gør det bestemt ikke nemt at komme på ferie to gange om året. Få/have børn. Eller et sexliv.
Men en fribillet til at købe et menneske til prostitution? Nej, det synes jeg ikke.
Og btw! Vi taler altid om mænd. Og bevarer derfor prostitutionen som et gode.

Det er også handicappede mænd og ikke kvinder, vi taler om. Selvom vi siger 'handicappede',
ikke 'handicappede mænd'.

Vi må aldrig vælge et menneske frem for et andet. Sætte et menneskes værdi højere end et andets.
Det er etisk uforsvarligt.

Rent økonomisk er det for samfundet en dårlig ide; at tillade prostitution. Mange kommer til at skulle bruge både social- og sundhedsfaktorerne.  Til læge. Til bolig. Til uddannelse. Til jobtræning. Til indlæggelse. Til sociale ydelser. Og så videre.

Så for mig at se, er prostitutionsdebatten tynget af patriarkalske myter, kulturer og historie, som vi ikke ryster af os. Måske er det ikke vigtigt nok? Eller måske for besværligt? Er vi bange for at se i øjnene, at frigivelse af pornoen i tresserne, ikke har betydet en frisættelse af kvinderne? Er vi som kvinder bange for at skulle tage ansvaret for, at vi ikke er så ligestillede og stærke, som vi gerne så os selv?