Lita's historie i Zornings zone

Lyt til et portræt om en kvinde, som troede det at gå ind i prostitution gav hende frihed, kontrol og masser af penge. Hvordan oplever hun det nu, bagefter?

'Zornigs Zone', Radio 24/7, tuner ind på kvinder fra prostitutionsmiljøet.

I dag deler vi en udsendelse fra Radio 24/7 hvor Christina førtæller til Zorning.

Udsendelsen er den første ud af en række, hvor forskellige kvinder med prostitutionserfaring (i Danmark) taler om deres oplevelser og tanker.
Følg med her. Eller følg med på 24/7, de næste lørdage i april.

"Prostitution. 13 år gammel måtte Christina Christensen døje med en stedfar, der tog nøgenbilleder af hende og rørte ved hendes bryster. Senere blev hun stripper på en af Istedgades natklubber, og begyndte at tage hårde stoffer. Som 21-årig - afhængig af heroin - samlede hun sin første kunde op på Skelbækgade i København "

Du kan høre udsendelsen her:

Hvad hvis det var dine døtre og sønner?

Debatindlæg som Politiken ikke bragte, skrevet af Thea:

Årets pressefoto er et stærkt foto af en prostitueret, der har sex med en kunde. Du kan se fotoserien her
I artiklen står der bla ’det er op til den enkelte beskuer at forestille sig hvad der foregår i hendes tanker’

Jeg ser en zombie!

Og min tanker er ’hvad foregår der i hovedet på den mand?!’

Hvor er han henne i denne debat? Hvordan kan han bilde sig selv ind at det er ok? Hvordan kan vi som samfund lade som om det her er i orden?
-
Det er en hel billedeserie og der er billeder af hendes børn og naturligvis følger der tekst med.

Det er et lovligt erhverv så hun har en revisor og en advokat og betaler skat… 

Personligt bliver jeg rasende og harm af at vores samfund vil opkræve skat, at det der foregår på det billede. Se hende øjne! Det er misbrug af et menneske, og jeg mener det er det rene rufferi at staten vil have en andel af det!

Nå men det er lovligt og selvom der nu er mange der ønsker et forbud, så er modstanden større. Så lad os gå lidt ind i det.

Hun betaler skat og da det er et lovligt erhverv, så er der vel ikke noget stigmatiserende i det, vel? Men hendes børn oplever mobning og udelukkelses på grund af hendes erhverv. Hvorfor det? 

Det er vel lige så godt som at være frisør eller lærer?

Hendes søn oplevede afbud fra 20 børn til en børnefødselsdag. Hvorfor det?

Hvem er de børns forældre? Hvad mener de? Skal vi have et forbud? Eller er et forbud forkert?  Hvor er deres stemme?

Er det ok hvis din søn køber sex?

Jeg er så træt af at denne debat kommer til at handle om det helt konkrete; kvinden der sælger sin krop. Er hun lykkelig eller handlet?

Ja det er interessant og vigtigt osv, men det er meget mere interessant er, hvem er det der køber sex? Se på det billede!

Forestil dig – selvom du er mand! At det er dig der ligger der, med det blik og at der oven på dig ligger en stor person, som i sin egen verden af behov, penetrere dig?

Nå det er ikke lige det du tænder på? Smag og behag er forskellig?!

Sjovt nok har jeg aldrig mødt nogen der havde lige denne smag!
Jeg har mødt, ’altså jeg ville jo aldrig selv…. men det må jo være den enkeltes egen sag….’

Ok, men syntes du det er ok at din søn eller din mand skulle være den, der var kunden på dette billede?

Eller hvis din søn eller datter blev prostitueret?

Men det er et legalt, vi skal jo ikke sætte os til dommer over andre… Ok men så lad os se lidt på det:

Jeg har heller aldrig mødt nogen der syntes at deres børn skulle blive prostitueret. Heller ikke selv om de er kønne, langbenede og mangler studiejob. Har du?! (a’ Hvad? Kan jeg ikke stille det sådan op?!)

Kig dig om i din familie. Er der nogen her hvor du tænker at det vil være et godt job som du vil anbefale dem?

Nå, ikke? Nåe.. det er fordi du ikke lige kender nogen, men det betyder jo ikke at det kunne være ok for andre… nå nej…

Det kan jo ikke være rigtigt at vi alle tænker sådan!

Køb og salg af sex foregår i alle samfundslag, så længe der er et flertal der mener at prostitution er et ok erhverv, så må der være nogen der kender nogen for hvem det lige er sagen.

Og jeg vil VIRKELIG gerne høre mere konkret, hvorfor I mener det, og please! lad være med at tale generelt. Tal om din datter og søn, dig selv, din mand eller kone, din opgangskreds og fortæl mig så at det er et ok erhverv. Og fortæl mig at du aldrig vil kigge skævt til den kvinde der er prostitueret eller den mand der køber sex. At du aldrig vil pege fingre og rynke brynet når der åbner et bordel i din gade!

Tanker i toget


Anja fortæller:

  – Har du husket din gymnastiktaske?

Jeg kigger på Emma, der nikker ivrigt. Hun er allerede på vej ud af bilen. Klokken ringer om lidt, så jeg skal skynde mig, hvis jeg skal nå det i dag. Jeg løsner selen og løber ud af bilen for at give hende et knus og et kram.

– Hav en god dag og hyg jer hos far, siger jeg, mens tårerne presser sig så meget på, at min stemme er lav og tynd. 
  
– Ja ja, det skal vi nok. 
 Hendes dejlige barnearme holder også om mig. Jeg krammer hende en ekstra gang, inden jeg giver slip, og hun iler mod skolegården. Mine øjne følger hende hele vejen igennem skolegården, og lige inden hun forsvinder ind i skolebygningen, vender hun sig om og vinker. 

– Hej, hej, mor.

– Hej, hej, svarer jeg tilbage. – Vi ses på mandag. 


Jeg vender mig om og går uden at mærke mig selv over mod bildøren.
Den usynlige boble har i det samme omkranset mig. Virkeligheden er pludselig uden lyd. På bagsædet venter Ida tålmodigt. Hun smiler, men indeni mig spreder der sig en underlig uro. Jeg kan ikke lade være med at læne mig ind mellem sæderne og give hende et kys på kinden. Da mine læber møder kinden, har jeg stort set forladt min egen krop. Jeg tænker kun på, om jeg også denne gang kommer hel hjem. 


Uden at jeg er bevidst om det, kommer bilen i gear, og jeg drejer ud fra skolen og sætter kursen mod Idas børnehave. 

I garderoben er der heldigvis så meget afleveringstravlhed, at ingen bemærker, hvor tynget jeg er. I virkeligheden er det nok også umuligt at se, for udadtil smiler jeg, og alle tror bare, at jeg er sygemeldt en kort periode, så jeg har god tid og går derhjemme. Men mens jeg giver Ida sutsko på, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at pædagogerne lige skulle vide, hvad jeg går og tumler med. Hvorfor det er blevet så svært at komme i børnehaven. Og alle mulige andre steder.
Frygten for afsløringen er med mig overalt.   


Jeg bliver stående ude ved legepladsen, indtil Ida har fundet sin faste vinke-farvel-plads i vinduet. Så luftkysser vi, og jeg går tilbage mod bilen. Mine tanker er nu nået skridtet videre. Kommer jeg overhovedet hjem igen? Jeg leger med tanken om, at jeg skal hen på Uglestuen og lege med børnene nu. Synge sange og lege med klodser. Jeg forsøger at skyde tankerne om de glade børn i min tidligere institution og de andre pædagoger fra mig. Det er ikke længere min hverdag. Siden jeg tabte den fulde forældremyndighed over mine to yngste børn, fordi statsforvaltningen mente, at min eksmand var bedre til at samarbejde, har jeg mistet mig selv. Og mit arbejde og alt det, jeg troede på. Tænk, at jeg som mor skulle miste forældremyndigheden til mine egne børn.
Mig, der er pædagog, og som elsker min familie, mit arbejde, mit hus, min bil og min hund. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme tilbage til virkeligheden oven på skilsmissen og sagen. Den virkelighed, som alle ser ud til fortsat at agere i, mens jeg selv bevæger mig i et ingenmandsland. Kan en livskrise føre endnu en med sig?


Hjemme bag husets tykke murstensmure, sætter jeg mig på en køkkenstol og lader mine øjne vandre. Jeg ved, at jeg må og vil kæmpe. Kæmpe for at mine piger aldrig kommer til at lide afsavn. Vi skal blive i vores store, dejlige hus, og jeg vil se pigerne så meget som muligt. Øjnene finder ro ved træerne i haven. Her gik jeg sammen med min mor, mens jeg var gravid med Ida, da vi kiggede på huset første gang. Følelsen var der med det samme – her ville jeg bare gerne bo. Og vi var så glade, da drømmen gik i opfyldelse. Min mor har mine to store piger på forlænget weekend lige nu. Det er godt, jeg har hende – også selv om jeg ikke kan betro hende min hemmelighed. Pigerne skal have så meget kærlighed som muligt – og de samme rammer, den samme skole, den samme børnehave og opleve alt det, de plejer. Men lommeregneren er nådesløs. Displayet viser hver gang, at de faste udgifter beløber sig til et sted mellem 15 og 20.000 kroner, og jeg er ansvarlig for at skaffe dem. Så jeg er nødt til at gøre det. 


Urets viser på væggen bevæger sig hurtigt. Hvis jeg skal nå det til 16-vagten, skal jeg se at komme af sted. Klippekortet og pladsbilletten til København finder jeg hurtigt. Støvlerne, toppene, min kalender og iPod ryger også i den taske, der hører weekenderne til. Er det nu, jeg skal kigge mig i spejlet en sidste gang, inden Anja bliver til Nanna? 

I radioen har de igen for nylig talt om, hvorvidt de kunder, der bruger en prostitueret, skal kriminaliseres. Ligesom i Sverige og Norge for eksempel. For hver weekend der går, bliver jeg mere og mere overbevist. Et liv med ydmygelser og nedværdigelser er ikke noget liv, og selv om de fleste vil sige, at jeg selv har valgt, så føler jeg det ikke længere sådan. Det, der begyndte som et behov for bekræftelse og et opgør med autoriteter, fordi jeg havde mistet troen på alt og alle, har udviklet sig på en måde, så jeg føler mig fanget. Mit eksamensbevis siger, at jeg er pædagog, men faktum er, at jeg sælger mig selv og ikke ved, hvordan jeg skal holde op. Selv om ikke alle mændene er som rektoren, der pisker mine balder til blods, er jeg langt det meste af tiden sikker på, at jeg er ved at ødelægge mig selv. Men her og nu har jeg brug for pengene.

På søndag vil jeg gå igennem de mørke gader i en københavnerforstad en sen nattetime. I min taske vil der være en kuvert med penge. 45.000 kroner måske. Jeg vil være bange hele vejen, for hvis nogen tager kuverten, er det hele spildt. Alt det, jeg har udsat mig selv for. Jeg kigger på billedet på væggen. Mine fire piger smiler til mig. De ved ikke noget om mit dobbeltliv. Det er der ingen, der gør. Endnu.
Så hanker jeg resolut op i tasken.
  I DSB-kiosken griber jeg hurtigt en cola i køleren og styrer så hen til bladhylderne som en del af mit faste ritual. ALT for damerne eller Femina står valget som sædvanligt imellem. Også i dag. Lidt efter bliver et Femina og en Cola Zero scannet ved kassen, og vejen til sporet bliver tilbagelagt lige så rutinemæssigt, som ekspedienten scanner varer.
I Skanderborg skifter jeg til et IC3-tog. Stillekupeen er ikke helt fyldt denne fredag. Jeg skutter mig i krogen. Har fået den bedste plads – den helt ind mod vinduet, hvor der ikke sidder nogen overfor. Jeg bryder mig ikke om, at fremmede kigger på mig. Slet ikke mændene. Jeg bliver let skræmt og utryg og kan ikke finde ud af, hvad de vil. Mit selvværd må være blevet opslugt af de mange fine ord, der stod i afgørelsen om forældremyndigheden. Finder høretelefonerne frem og trykker mig frem til James Morrisons 'Last Chance'. Jeg spoler tilbage i lyden igen og igen – til linjerne, der passer på mig: 'I've lost my way, can't go back anymore. Once I had everything, now it's gone'. 
Landskabet suser forbi, mens jeg tænker på de ord, der følger efter om, at der måske er en sidste chance. Også når man selv har gjort sig ensom ved at lukke venner og veninder ude. Måske kommer det også til at passe på mig en dag. Men lige nu er det nogle andre ord end selvudviklingsord som chancer, der præger mit weekendliv. Svensk med olie. Super fransk med gummi på toppen. Sprøjteorgasme. Slavepige. Jeg stopper ved det sidste ord på min hjemmesidemenu.
Er det virkelig mig, der har det stående?

Det indre billede af rektoren sætter sig fast. Jeg ved, at han kommer i dag. Så skal jeg være hans lille skolepige, der har været uartig. Vi skal spille rollespil, og jeg kender mine replikker. Hvorfor minder han mig så meget om min egen morfar, som jeg heller ikke kunne sige fra overfor? Som jeg bare gerne ville gøre glad. Som også gerne ville røre mig lidt. Men dog ikke helt som rektoren.
Jeg skutter mig i jakken og rykker tættere ind mod vinduet. Hvorfor er det så svært for mig at sige fra?
 

 – Næste stop Odense. Det bliver Odense næste gang. Udstigning til højre.

Den kliniske speekerstemme river mig tilbage til virkeligheden. Jeg kigger på uret. Den er kvart i et. På perronen myldrer det med mennesker, der skal på weekend. Fulde af forventning om alt det gode, der venter i storbyen. En Tivoli-tur måske, cafebesøg, kanalrundfart …
Mine øjne vandrer igennem menneskemængden. Har jeg set nogen af mændene før? Er der nogen, der genkender mig? Mine øjne registrerer lettet, at det ikke er tilfældet. Så kan jeg i stedet sidde og lege med tanken om, hvor de skal hen, hvem de skal besøge, og hvad de skal lave. Hvor mange af dem lever et dobbeltliv? Er deres koner utro? Og bare lige skal have en sjov aften i byen, hvor det kan være skægt at runde af med noget uforpligtende sex?
Jeg tvinger tankerne væk fra dengang for omkring et års tid siden, hvor jeg selv tog toget for at tage på weekend i København med en ven og endte med at lade mig overtale til at tage med i swingerklub.
Jeg bøjer mig efter Femina. Jeg må se, om jeg kan få tankerne til at falde til ro. Hvis jeg først går i gang med den store analyse, kan jeg ikke gennemføre det, jeg er taget af sted for. 
  Toget sætter i gang igen. Det fynske landskab flyder ubemærket forbi, ligesom modereportagerne foran mig.
Alligevel registrerer mine øjne noget – det er, som om der henover modellerne står 16-22, 22-04, 10-16, 16-22, 22-04 … Når jeg er i København, arbejder jeg i døgndrift. Jeg tager alle de vagter, jeg kan få, tager bad, sover et par timer og går så i gang igen.
Når jeg ikke er sammen med mine børn, vil jeg tjene så mange penge til os som muligt. Ellers giver det ingen mening.


Mens toget kører ned i storebæltstunnellen tænker jeg på morgenen med pigerne. Jeg vil så gerne være helt til stede. Kysse og kramme endnu mere. Men jeg ved også, at jeg beskytter mig selv, når boblen pludselig gør mig fjern og lukket. Vil ikke miste dem endnu mere, så må gøre alt, hvad jeg kan, for at bekæmpe boblen. Jeg vil hjem til dem igen og være deres nærværende mor. Min frygt for overfald, kunderne og det brutale, de kan finde på, må ikke blive til virkelighed. Billedet af Peter, der forrige weekend nærmest brød ind på bordellet og stak sine fingre op i mig, dukker op. At mærke hans fingre oppe i mig, når han ikke havde betalt for det først, var den totale ydmygelse. Vreden bruser i mig over, hvor respekten og værdigheden var henne i det. Selv om jeg fik ham smidt ud, og han kom tilbage med en gave, var der noget indeni mig, der gik i stykker, og hele ugen har jeg mange gange tænkt, hvad det er, vi opdrager vores unge til, så de tror, at de en dag kan gå ud og købe sex og opføre sig præcis, som de ønsker. 


Midt på eftermiddagen stiger jeg ud på Hovedbanegården. Da jeg står på S-togsperronen, kan jeg se over på sporet med IC3-tog. Om et par dage står jeg der igen og skal tilbage mod Jylland. Jeg ved, at mit ansigt vil være blegt og trist. Jeg vil igen sidde som en fugleunge i stillekupeen og holde hårdt om mit krus med varm te. Og jeg vil længes efter at komme hjem og få et bad. Og et til og et til. 

Så ruller S-toget mod Hvidovre ind på perronen. Bliver jeg nogensinde ren igen?


De kommer og henter mig ved 17-tiden. Det er søndag, og jeg har kun sovet et par timer, siden jeg tog hjemmefra i fredags. Min krop er træt. Træt. Træt. Nogle gange føles det lige som rygning. Jeg ved godt, det er smadderusundt, og at man kan dø af det, men lige idet man ryger, giver det en forløsning og det, man har brug for. Min kuvert i tasken er egentlig allerede fyldt med penge, men tilbuddet på 6.000 kroner var for fristende. Det er den lille campingvogn med dobbeltsengen og de store håndværkere derimod ikke, men jeg ved, at jeg kan, når jeg skal. 
  Weekenden i det lille rum har på sin egen underlige måde givet mig kontrollen tilbage. Den jeg ellers føler, jeg totalt mistede, da jeg tabte til pigernes far. Og til myndighederne. Her i de små lyssky lokaler bestemmer jeg.
Der er ikke engang en telefondame, der kan overtage eller styre min kalender. Jeg afgør alene, hvad kunderne kan få, og hvad det koster. Annoncen i Ekstra Bladet giver godt, og teksten på hjemmesiden om Nanna ser også ud til at virke, så weekenden har været travl. Så travl, at jeg næsten indimellem har kunnet fortrænge den verden, der er udenfor.
Det lille rums vægge virker hver gang som en forskansende mur om mig og giver mig en følelse af, at alt andet er lukket ude. Alt det, jeg kæmper med. Kun hvis en af mine piger ringer, bliver jeg revet tilbage. Min private telefon er altid på lydløs i løbet af weekenden, men jeg skriver med pigerne indimellem. I går ville Ida gerne snakke og fortælle om noget, hun havde oplevet. Jeg var ved at vaske mig og havde svært ved at nå at snakke inden næste kunde, men jeg slukkede al musik og tastede hurtigt nummeret.
Bagefter stod jeg stille et øjeblik. Hendes kære stemme og varme kysselyde fik mig tilbage til det, som det hele handler om. Men inden jeg nåede at fordybe mig i de følelser, kom kunden, der ville voldtage mig.

  – Du skriver, at du giver gensidig dominans, men jeg vil gerne voldtage dig, sagde han, da han kom ind i klinikken.
  Jeg huskede pludselig bordelmutters og min snak om dominans. Jeg havde ikke prøvet det før, men mindedes, at jeg skulle tage lidt mere for det, så jeg nikkede.

– Du skal bare lade, som om du er en almindelig kvinde, og så tager jeg fat i dig og voldtager dig, okay.

Det lød ikke som et spørgsmål, men som en ordre. Han holdt en lille pause. 

– Jeg har taget en trøje med, som du skal tage på, og når jeg så voldtager dig, river jeg den i stykker. 

Han tog trøjen op af sin taske og begyndte at smile. Som om hans egen fantasi allerede tændte ham. 
  – Jeg har også en banan med. Den tværer jeg ud i ansigtet på dig imens …

Lugten af den smaskede banan hænger stadig omkring min næse. Også selv om det nu er søndag aften og fyraften. 

Håndværkerne henter mig inden længe. Jeg tømmer skraldespandene, støvsuger, sætter nye stearinlys i stagerne og lægger rene håndklæder frem. Siden jeg trådte ind i bordelmutters lokaler for første gang for et halvt års tid siden, har hun set mig som sin stabile og ærlige jyske pige, og det skal hun blive ved med. Jeg slukker lyset, sætter koden til og låser døren. 

Deres bil ruller op på siden af mig kort tid efter, og jeg sætter mig diskret ind på bagsædet. Vi tager altid på restaurant først, hvor vi taler om alle mulige hverdagsting. Om film og musik. Jeg sidder og venter på, at tiden skal gå, så det snart kan blive morgen. Med dem er det særligt hårdt. Jeg føler mig misbrugt hver gang. Måske fordi de ingen respekt har for mig. Jeg tror, de er tidligere rockere eller i hvert fald har forbindelse til rockermiljøet på en eller anden måde. Tonen er grov og anderledes. Jeg tager ingen chancer og beder om mine penge, så snart vi er inde i campingvognen. Kontanter. Normalt er det ikke noget problem med dem, men i dag er de ikke de sædvanlige to, men tre, og den nye fyr nægter at betale.

– Jeg skal have mine penge, siger jeg så myndigt, jeg kan, da vi endelig befinder os i campingvognen og hele spillet med restauranten er overstået.

– Ha, ha. Den er god med dig. Jeg skal altså ikke betale for dig også. Du får jo penge af de andre, svarer den nye hånligt.

– Jeg skal have mine penge, prøver jeg pippende igen.

Jeg kigger usikkert på de to håndværkere, som jeg har været hos et par gange. Hvordan kan de tro, at de bare kan invitere en ven med uden ekstra betaling? Jeg plejer at skulle være sammen med dem på skift og nogle gange gøre noget ved dem begge samtidig. Hvordan har de tænkt sig, at det skal foregå med en person mere?
Campingvognen virker mindre end sædvanligt. Jeg får lyst til at flå døren op og løbe, men jeg ved ikke, hvor jeg er. Det er bælgravende mørkt udenfor, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer derfra, ligesom jeg ikke har nogen anelse om, hvad de vil gøre ved mig, hvis jeg ikke adlyder. Jeg skulle have passet bedre på mig selv. Holdt øje med skilte på vejen og tænkt mere over, hvor de kørte hen. 

– Jeg skal altså have mine penge, siger jeg så lidt mere myndigt til ham, der virker til at være ham, der bestemmer. 
 Han kigger hårdt på mig, men siger så henvendt til den nye fyr, at han skal hoste op med nogle kontanter. Stemningen er anspændt. Mit hjerte banker hårdt, og jeg mærker, hvordan weekenden har lagt min krop så meget ned, at jeg slet ikke vil være i stand til at flygte. 

– Det er sgu sidste gang, jeg kommer her, råber fyren så og river en bunke kontakter op af sin bukselomme. 
  Pengene skifter hænder, og jeg prøver så diskret som muligt at gemme pengebundtet fra dem i et lynlåsrum i min taske, inden jeg lidt mere afslappet sætter mig ved det lille bord, hvor de nu har gang i noget hash. 

– Vil du ryge? 

– Nej tak, svarer jeg så pænt som muligt. Jeg har aldrig røget hash og ønsker på ingen måde at begynde.

 – Skal du så heller ikke have noget at drikke? spørger ham den nye nedladende. Tydeligvis stadig sur over at skulle spæde til betalingen. 

– Nej tak, jeg har det fint, lyver jeg, mens jeg forsøger at finde ud af, hvordan stemningen kan lette bare en anelse, så vi kan få overstået det, de har betalt for. Og på en måde, så de er tilfredse. Mit underliv smerter efter weekendens mange vagter og ved tanken om, at de tre fyre foran mig også står for tur. Jeg sidder længe og kigger på dem, mens de drikker og ryger. Så nikker den store, og jeg ved, at jeg skal gå hen og klæde om bag den lille skydedør. 

Bagefter ligger jeg helt stille i den mørke nat. Den sure fyr er gået, mens de to andre sover. En på hver side af mig. Så kommer den. Væmmelsen. Jeg væmmes ved lugten i campingvognen. Væmmes ved dem. Ved min krop. Ved det hele. Jeg vil hjem. Og det skal være nu. 


Da de kører mig af sted til stationen tidligt om morgenen, er København langsomt ved at stå op. Jeg kigger på lysene i køkkenvinduerne i de mange lejligheder. Og på ham, der kører bilen. Jeg har ikke noget til overs for en type som ham. Hvordan kan det være, at man så alligevel lader, som om man har noget særligt med vedkommende? Da jeg stiger ud ved Hovedbanegården, er der noget, der siger mig, at det er sidste gang, jeg har været i campingvognen. Men det bliver ikke sidste gang, jeg er i København. 




Små sko. Der klemmer til....

Lovett:



Kræfterne går godt nok med små sko, her hos mig.
Det seneste 1 1/2 år er gået med at overleve.
Til i går.

Så opdagede jeg, at mine veninder, de jeg er tæt forbundne med gennem prostitutionen, er vanvittigt klemte.

Det gør mig så sorgfuld, at ingen skal høre deres fortællinger.
Hvor mange flere af os skal dø i stilhed, mens kravet om dansk frisind, gjalder ud over os?

Ka´ det virkelig være sandt, at vi nægter at forholde os til - bare lytte på - de mennesker i vort eget samfund, som knap kan overleve efter at være kommet ud af prostitution?

Jeg taler ikke om dem, for hvem det handler om at være tilpas med at være i prostitution. De taler højt og tydeligt nok til, at blive hørt.

Dem jeg tænker på, er alle de andre.
Hende der sidder med sin ødelagte krop. Smerter, sygdom, handicap. Hende der sidder med sit misbrug af alkohol. hash eller stoffer. Hende der ryger ind og ud på psyk. Hende der bor alene med sin bedste ven - en kanin. Hende der er så forbandet stærk, at hun ikke tør lade facaden krakelere. Hende der tager en overdosis eller kaster sig ud i frit fald. Hende der magteløs må se på, at hun svigter sit barn. Hende der ikke kan få social hjælp fordi hun ikke passer ind som tidl. prostitueret.

Ja, hvad med hende?
Tæller hun ikke?
-
Her kan du læse et tidligere indlæg om prostitutionsdebatten

Sig mig lige engang...Hvem er det der egentlig må debattere prostitution?

Fra Odile Poulsens blog, læs mere her
Odiles blog

Kvinder der er i prostitution, anses af mange som værende en stærk og fri kvinde, der har et meget sundt og sultent forhold til sex. Og/eller sin egen seksualitet.

Medierne fremstiller gerne det billede af prostitutionen; det debatterede afsnit af Borgen. Politikens pt kørende serie Bordellet.

Man behøver ikke være højt begavet for at vide, at det selvklart er et billede af en kvindetype, der stemmer glimrende overens med vores tid.
Meget handler om sex og gerne offentliggjort på tv, fx. De unge identificerer sig via TV3/Paradise Hotel mm. Samtidig sidder mange og griner af Amalie som er for dum. Så hun må gerne sælge sig selv på tv, som værende sexuelt fri. Og dum.
Et særligt lidt flatterende kvindebillede.

Tilbage til kvinderne i prostitution.

Hvis kvinder der forlader prostitutionen så siden tager afstand til miljøet ved at kritiserer det. Påpege dets destruktive kræfter og konsekvenser, så kategoriseres kvinderne som svage. For svage til at være sexuelle objekter for god hyre.

Hvis kvinder der aldrig har været i prostitutionen, tager afstand, kategoriseres de som frigide, hattedamer, som helst vil sætte en stopper for al sex.

Kvinder der ikke synes prostitution er et gode for samfundet, de prostituerede eller kunderne, stemples som værende de værste til at ville stigmatisere kvinderne i prostitution.

Når medierne søger efter vinkler ind i prostitutionsmiljøet, så ønsker de at være så politiske korrekte og respektfulde over for den såkaldte 'sexarbejder', at der ikke stilles for nære spørgsmål. Nå jo, selvklart kan man godt tale om hvordan kunderne gerne betjenes seksuelt. Men at få kendskab til 'virksomhedens' er not comme il faut! (se Politiken; de har indgået aftale med bordelmama om ikke at stille ? til regnskabet).

Når debatten kører lyder det tit; Ingen spørger de prostituerede? Og det uanset at der i samme debattråd fx, Eller ved samme live debat-arrangement, er kvinder til stede, som har prostitutionserfaring. Ingen spørger dem - men påstår som argument at ingen vil høre på de prostituerede selv.

Så hvordan er det overhovedet muligt at debattere prostitution? Som kvinde? Hvis man tager afstand fra prostitution som et gode for os selv, vor døtre, vort samfund, vor seksualitet og vor kvindesyn?

Kvinder kan ikke selv have været i prostitution og tale dårligt om de erfaringer og oplevelser - den viden! - de sidder inde med. Det er ikke accepteret at fortælle om skader man tager med sig ud af miljøet - 'det er jo bare svaghed. Eller du valgte det jo selv!'

Kvinder kan ikke tage afstand fra prostitution, hvis de ikke har et personligt kendskab til det. Så er de moralske. Seksuelt ufri. Hattedamer og 'kvinde-kvinde-værst'.

(Odiles Facebook update, feb 2013)

Prostitution - i strakt arm

ExproBloggen tænker:


Jeg har egentlig haft en masse ord. I mit hovede.
Men som ikke har kunnet forme sig. Nogen steder.
De har bare kørt rundt. Derinde i kraniet på mig. Ingen steder de syntes at kunne lande.
Eller samles.
Komme ud, i en form ej heller.

Prostitution.

Bare ordet, har været nok.
Nok i sig selv. Bare dét blev nævnt. Eller måske behøvede ordet ikke engang at komme på tale. Alene det at en samtale, et tema, debat, en sætning gik i en retning af at omhandle dét - var nok.
Jeg har holdt det fra mig. I strakt arm!
Gå væk med det! Fjern det! Jeg vil ikke høre det! Se det! Tænke på det. Jeg kan ikke! Gå væk!!

Bare jeg læste en overskrift, med indhold der omhandlede prostitution skulle jeg brække mig.
Så det gjorde jeg så. Der, i S-Toget. På vej til mit arbejde. I mit såkaldte almindelige hverdags liv.
Det liv jeg lever i. Nu.
Eller i hvert fald forsøger på.
Jeg husker ikke engang hvad der stod. I den overskrift. Eller hvilken avis det mon var.
Metroxpress måske?
Who cares.
Det er alligevel bare en 'tag & smid væk' avis, der kan benyttes. Eller man kan lade være.

Tag og smid væk.
Det er præcis den følelse jeg sidder tilbage med.
En følelse af at være så brugt. Og kasseret. Efterfølgende. Som en genstand.
Og en følelse af et tomrum så stort. Hver eneste gang mine tanker falder på prostitution.

Prostitution.

Jeg må holde emnet i strakt arm. Væk fra mig. I perioder.
Måske er det tomrummet der bliver for meget?
Det hulrum der er efterladt tilbage i mig. Der, hvor det var meningen at der skulle være. . . hvad?

Prostitution.

Jeg ser den anden vej. Kigger væk. Går udenom.
Holder det væk fra mig, i så strakte arme, at det kan synes benægtende.
Det er det ikke.
Jeg kender godt virkeligheden.

Jeg behøver afstanden. Uanset mine arme bliver slappe, og ikke længere kan være strakte. Uanset virkeligheden alligevel går ind.

Lige nu behøver jeg afstanden.
Måske har du det ligesådan?

/Silje 

Jeg kan stadig få tanken

ExproBloggen tænker højt:


Jeg ved godt, at det ville være rigtig rigtig dumt. Uklogt. Usmart. Decideret ødelæggende for mig. Ikke i nærheden af godt.

Jeg ved det godt. Og alligevel, kan jeg få den her tanke om at gå tilbage.

I perioder mere end andre. Hyppigere, og mere markante dukker tankerne op.Jeg kunne også……

Tanken strejfer. Og min hjerne kører tilbage i gamle spor. Og jeg husker næsten ikke, at der har været andre.

Men selvfølgelig har der det. Selvfølgelig. Jeg glemmer det ’bare’, når tanken slår stemningen an.
Når jeg bliver fanget ind i at tro, at det også ville være nemmere. Bedre. Jeg kunne også bare……

Gå tilbage. Tilbage, og være i prostitution.

Bare det, at tanken strejfer mig, har jeg svært ved at deale med. Svært ved at sige højt, også.
Jeg føler ikke rigtig jeg har nogen steder at tale om det. Nogen at dele det med.

Jeg kan også føle, at jeg negligerer eller ikke værdsætter, det jeg har - når jeg får tanker om at gå tilbage. At jeg ikke anerkender alt det arbejde der har ligget forud. Alle de kræfter der er lagt i, at jeg nu i realiteten skulle kunne føle mig fri af prostitution. En følelse af, at smide det hele på gulvet, hvis jeg tænker at gå tilbage. Utaknemmelig, er det dét jeg er? 

Se, alle de muligheder der ligger forude! 

Ja, men idag strejfede tanken mig, at gå tilbage. 

Det er også i de perioder, når tanken strejfer mig, at jeg føler mig aller mest dobbeltmoralsk.

Har jeg måske ikke nikket genkendende til alle de konsekvenser prostitution har haft for mig selv, og hvad jeg ved det har haft af konsekvenser for andre – og fortsat har? 

Ved jeg ikke bedre? 

Ved jeg ikke, dybt i mit hjerte, hvilken kamp det er? For hver eneste af os?

Hvilket mod det kræver at kæmpe den kamp for sig selv? Hvor ensom den også kan føles, til tider? 

Ved jeg ikke hvor svært det kan være at deale med konsekvenserne – alt det der kom i kølvandet? 

Jo, jeg gør. På egen krop. Og sind. Ligesom jeg ved & kan se, at de kvinder jeg kender, som også har forladt prostitution, må kæmpe en kamp. Umenneskelig ser den ud til tider.
Og ligesom jeg også har set, at nogle har måttet give op.

Jeg føler mig så dobbeltmoralsk, når jeg ved alt det – og alligevel kan få tanken.
Føler, at jeg spytter på den vej vi alle prøver at bane. Spytter på det mod, de kræfter det kræver at kæmpe sig til et andet liv. Når mine egne tanker kan lede mig tilbage. Når jeg i glimt, kan få tanken, at gå tilbage. 

Tænk, at jeg overhovedet kan tænke det! krummer jeg tæer over mig selv.

Men jeg er ingen ’frelst’, eller nogen der ved bedre end andre. 

Jeg er bare mig, der forsøger at finde min vej i det her.
Mig, der ind imellem oplever at blive provokeret af at blive plantet i en forestilling om, at jeg nok for længst har parkeret de tanker. Blive plantet i en forestilling der hedder, at jeg nok aldrig får tanken at gå tilbage.
Jeg er bare mig, der også kan blive ramt af omverdenens fordomme. Og mig, der bliver tavs i debatter der går for tæt på mine egne ar. 

Jeg er bare mig, der kæmper min egen kamp, og ind imellem savner at have nogen ligesindede at dele den med.

Uanset hvad jeg ved. Uanset min fornuft. Uanset jeg burde vide bedre, og alt det der. Så får jeg bare stadig tanken. Og jeg oplever også en skam ved, at den bare så meget som strejfer mig.

Men nu har jeg valgt, at sige det højt her. Bringe mine tanker ud i det åbne.

For jeg føler mig alene med dem. Og jeg mangler at kunne dele dem med nogen.
Måske, er jeg slet ikke så ene om at have de tanker, som jeg tror?

Silje 

Prostitutionsdebat

ExproBloggen tænker:

Nøj, hvor er det træls, tungt, sort, ja næsten opslidende, at debattere prostitution.
Nu har jeg så alligevel gjort det mange år. Og stadig.

Hvad værre er, så ser det ser ud til, at myterne og den manglende viden om, hvad prostitution er - 
og hvilke typer mennesker prostituerede er - har fundet solidt indpas.
Det ses bl.a. i sproget.
Nu kaldes prostitutions miljøet for branche. Lyder næsten som tekstil-branche. Eller fødevare-branchen, hva? Det at have vagter på bordellet eller i escortbureauet kaldes for et erhverv.
Og at ligge på lagnet, hedder sexarbejder.
Med andre ord, så er vi nu der, hvor vi sprogligt anerkender dét, at være i prostitution, for at være et helt legitimt arbejde. Intet mærkeligt i det, just another day at the office.
Burde det ikke være godt? Næeh, det synes jeg ikke.
Synes det er helt vildt tragisk.

For jeg vil så nødig, at en krop skal kunne sælges. Hverken i dele eller i eet stykke.
Jeg bryder mig ikke om den adskillelse, der tænkes mellem krop og sind. At man kan købe sig et stykke krop, der skal gøre nogle seksuelle tjenester, mod en aftalt betaling. Og at det er helt uskadeligt og praktisk for alle. Jeg bryder mig heller ikke om, at sidestille de skader kassedamen får i Netto, med de skader den prostituerede får, ved at ligge på lagnet/på bilens bagsæde/ nærmeste baggård.

Jeg er også inderligt ked af at tænke på, at en legitimisering af prostitution som et erhverv, indbefatter erhvervspraktik for mine børn eller jobhenvisning fra Jobcentret.

Og så synes jeg, at debatten er særdeles tung. Fordi; hvis man ikke opfatter det som et udtryk for kvinders ligestilling og det danske frisind, at kvinder kan sprede ben for penge, så er man snerpet, moralist, frigid, lesbisk, puritansk, hattedame. Eller som jeg, frelst eller i kraftig søgen efter at frasige sig selv ansvar for sin fortid.

Det er lige som når man vil debattere pædofili og incest. Wow! Det er meget vanskeligt at blive hørt, for dét man mener. I stedet bliver man hørt for alt det, modtagers egne projektioner. De bliver i den grad fyret af!
Noget som jeg vist kommer til at skrive om igen og igen. Både her, og der.

Det sætter sig på sanserne

Silje tænker højt

Jeg skal bare lige ned med skraldeposen i affaldscontaineren.
Gider ikke tage sko på. Det er sommeraften. Luften hænger stadig tungt.
Jeg tripper ned af trappen, henover fliserne.
Som jeg går dér med skraldeposen i min ene hånd, kommer det ligesom snigende.
Den der fornemmelse i kroppen. . .
Mine bare tæer støder på de småsten der ligger på fliserne.
Det er som om alting kommer tilbage. Op gennem fødderne på mig. Som om alting rejser sig gennem fliserne - op gennem hele mig.
Det er som, at være knipset tilbage til en anden tid, et andet sted, en anden virkelighed.

Jeg var taget med en kunde. Hvad han skulle have husker jeg ikke. Han var jo bare éen af mange...
Men han var vred. Utilfreds. 
Han flyver om på den anden side af bilen, før jeg kan nå at reagere! Åbner bildøren, tager mig hårdt i armen og flår mig ud af bilen. 
Han smider mig af, dér midt på parkeringspladsen.
Jeg mangler min ene sko. Står der, som en halt.
Mine ben er bare, og kolde. Jeg tror jeg har nederdel på.
Jeg står lidt og stirrer ud i luften.
Han kører ud fra parkeringspladsen. Drejer skarpt i svinget.
Jeg er alene tilbage. 
Min taske eller jakke fik jeg heller ikke med mig.
Der holder andre biler på parkeringspladsen. Ingen så meget som værdiger mig et blik.
Jeg begynder at gå, på bare fødder. Med min enlige sko, i hånden. Går bare. Gå, gå, gå


Da jeg kommer hjem må jeg smadre en rude, for at komme ind i min lejlighed. Nøglerne ligger i tasken.
I hans bil.
Imorgen må jeg skifte låsen. Igen.
Imorgen. Først imorgen. Lige nu vil jeg bare glemme.
Kan man egentlig forsvinde ned gennem gulvet? Bare synke ligeså stille ned gennem gulvbrædderne? Uden nogen bemærker det? 


Det sætter sig på sanserne.
Alting synes, at kunne vække erindringen.
Mest er jeg ked af, at have været dér - engang.
Og af de spor det har sat.

Det har sat sig på sanserne.

Silje 2010

Retten til at blive kaldt kvinde.

ExproBloggen fortæller:


Jeg har netop sat mig ved det lille runde cafebord, med min islatte. Den er forbavsende god! konstaterer jeg og beslutter mig for ikke at være så fordomsfuld over provinsen. Hey, det er her jeg har min oprindelse! Eller helt præcist, nitten kilometer herfra. Korsør. Syg by.

Valget faldt på netop denne cafe, fordi det er den eneste jeg har kunnet finde i Slagelse, der har internetadgang. Jeg skal have publiceret en artikel fra lokalavisen i Viborg, om mit forestående møde med byens lokalpolitikere.

Det er en o.k. artikel. Trods dens sensationslystne overskrift:

’Tidligere luder skal hjælpe politikerne i Viborg!’.

Jeg hader at blive kaldt luder!

'Så ku du bare have ladet være med, at stikke dig offentligt frem!'

Pudsigt som der altid er undskyldinger for, at folk opfører sig utilstedeligt. Det er altid min egen skyld. Aldrig deres. Hvor meget ansvar skal jeg mon tage, som kvinde - som tidligere prostitueret - for mænds nedladende opførsel overfor mig, og andre kvinder?

Men det er godt nok første gang, jeg kaldes for luder i offentligheden.

I en avisoverskrift?! Der er sket et skred i de år jeg har talt om prostitution, og det er ikke et velkomment et!

Så er det at jeg overhører en samtale mellem tre mænd ved det nærmeste cafebord.

Ironisk nok taler de om ludere. Det er de selv samme tre mænd, som åbenlyst overbegloede mig, da jeg for få minutter siden passerede dem på vejen ind.

Genkendte de mig? Er det til min 'ære', de snakker om ludere?

Nej, det kan det ikke være. Der er sgu ingen der længere ved, hvem jeg er. Længe siden jeg har været på tv.


Jeg vælger at spidse ører. Det er løgn! Gu vælger jeg ej! Jeg er så nysgerrig, at ikke ti vilde heste ville ku´ få mig væk! Så jeg storlytter, mens jeg anstrenger mig ihærdigt for, at ligne en travl københavnersnude. Med Mac.

- De er tvungne! si´r en af dem. Med tryk på ’de’. Han fortsætter: - De får lovet noget arbejde, der hjemme i Afrika eller Polen, eller hvor fanden de nu kommer fra. Men når de så er her, så bliver ryger de lige ind på bordellet. Her er sgu ingen kære mor.

-Fandens til svineri! Men de andre ludere, nej du!... 

 Der grines rundt om bordet.

Så kan jeg desværre ikke rigtig høre mere. Nok også bedst, sukker jeg. Jeg er allerede sur. Urolig.

Jeg kommer videre med mit eget, logger på Facebook, finder linket frem, deler artiklen. Tilført en tvær kommentar.

Og så er der igen hul igennem til lyden.

Fyren fra før, er nu ret højlydt. Og grinende. Han er ved at fortælle en historie. Om hvordan han, og hans kammerat, besøgte en luderbar. Han havde spurgt han en af pigerne:

ExproBloggen fortæller:



- Nå, men hvad koster det så? mens han puster røgen ud, halvt råber han: Hun skulle fandengalemig ha´ femhundrede kroner du! Griner igen, kører spidsen af sin cigaret rundt i askebægrets kant.

- Ved du hvad jeg svarede?

Jeg skynder mig at kigge ned. Kan slet ikke holde ud at se hans smil! Og den der måde, som nogle mænd skal konkurrere med hinanden. Overgå hinanden i, at sige noget sjovt. Smart. Jeg kan høre det er den type samtale. Og så kommer hans pryd-bemærkning da også:

- Jeg skal sgu da ha´ 500 for at kneppe dig! Ha, ha, ha, ha, ha!


Wow! Hvad sker der lige med kvindesynet? Siden en (ung) mand kan skraldgrine af fryd over, at ydmyge en prostitueret?

Det er nok der, problemet er. At en luder ikke er en kvinde.

Fyren her fortsætter nemlig med, at forsikre vennerne om, at han 'aldrig ville kneppe en luder. Jeg kan sgu kun, hvis pigen også får noget ud af det!'

Altså han er med på, at 'luderen' ikke gør det, fordi hun får noget ud af det. Men han laver også en adskillelse mellem 'luderen' og ´pigen´.

Ved at kalde os for ’luder’, gøres vi til 'luder'. Vi bliver maskiner. Ikke kvinder, menneskelige. Det gør det nemmere at behandle os umenneskeligt.


De mænd som køber kvinderne, har et helt urealistisk billede af dem (enten som 'maskinkusser' (kan jeg huske at blive kaldt fx). Eller som deres drømmekvinde (altid villig/ingen brok/smilende/'stepford wives').

Jeg har så mange gange talt med kvinder, der har oplevet psykisk fornedrelse. Fysisk smerte og vold. Tvangsdoping.

Alt sammen under undskyldningen: 'Du ´jo bare en luder! Du kan jo li´ det! Du ville det selv!’

Du kan behandle en luder, fuldstændig som du selv vil! Du er helt uden ansvar. I det øjeblik hun valgte at blive luder, fralagde hun sig retten til at være kvinde. Og blive behandlet som et menneske. Det er sådan set også ligegyldigt, at hun ikke har defineret denne ansvarsfordeling, at det er omgivelserne, der har det. Hun skal bare tage imod.

I de år jeg har stået frem, har jeg oplevet mange trusler. Chikane. Hærværk.Tyveri. Indbrud.

Jeg er bl.a. blevet truet af en mand. Fordi jeg talte med hans datter, som han misbrugte seksuelt. Han havde siddet inde, 2 år. Voldtægt af en prostitueret. Ham og et par af vennerne, ude i en skov. Hun fik brækket armen.

Faktisk var det i Korsør. Min hjemby. Nitten kilometer fra, hvor jeg sad på cafeen. Og fik bekræftet, at jeg havde grund til at beholde alle mine fordomme.

© Odile Poulsen, 2010.

Vores første gæst er Thea.

"Kære OdileJeg syntes det er ulykkeligt at du er holdt op med at tale.
For mig viser det hvor overfladiske vi i DK er blevet og hvor berøringsangste.
og det er rædselsfuldt synd for de kvinder, men i dk har vi stadig en stor dansk mundfuld vi kan tage fat på.
Jeg har ikke været i prositutionsmiljøet, men jeg lytter til dig og du er ikke den eneste jeg kender der har været i nærheden af det miljø, men du er den eneste der har talt højt.

Jeg ved at det måske er et totalt sidespor, men for et par år siden sad jeg med en gruppe kvinder der talte om et eller andet banalt parforholdsproblematik ala ”du hjælper til = du får sex.”
 Det var karikeret men jeg udbrød spontant; "og der gjorde du dig lige til prostitueret!"
Jeg beklager virkelig; det kan naturligvis ikke sammenlignes, men for mig kalder det til debat.
Er sex med et andet menneske en vare vi kan handle med?!


Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
 Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
 Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea
Jeg ved at det måske er et totalt sidespor, men for et par år siden sad jeg med en gruppe kvinder der talte om et eller andet banalt parforholdsproblematik ala ”du hjælper til = du får sex.”
 Det var karikeret men jeg udbrød spontant; "og der gjorde du dig lige til prostitueret!"
Jeg beklager virkelig; det kan naturligvis ikke sammenlignes, men for mig kalder det til debat.
Er sex med et andet menneske en vare vi kan handle med?!


Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
 Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
 Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea
Jeg ved at det måske er et totalt sidespor, men for et par år siden sad jeg med en gruppe kvinder der talte om et eller andet banalt parforholdsproblematik ala ”du hjælper til = du får sex.”
 Det var karikeret men jeg udbrød spontant; "og der gjorde du dig lige til prostitueret!"
Jeg beklager virkelig; det kan naturligvis ikke sammenlignes, men for mig kalder det til debat.
Er sex med et andet menneske en vare vi kan handle med?!

Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
 Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
 Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea
Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
 Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
 Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea
Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
 Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
 Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea

"uha træder vi nu på den ene prostituerede, der råber højt om hvor lykkelig hun er ved at sælge sin krop? Så må vi hellere tale om det vi kan enes om; den handlede kvinde fra øst eller syd.."

Velkommen!

Her er ny blog.
Nyt emne.
Emnet er prostitution.

Denne blog er for alle dem, som har erfaring med prostitution.
Dem som ikke har.
Dem der gerne vil vide noget, om prostituion.
Dem der gerne vil sige/skrive noget, om prostitution.
Dem der gerne vil være anonyme.
Dem der gerne vil være offentlige.
Dem der trænger til at være i kontakt med andre, der ved.
Dem der har overskud til at dele ud.
Dem der ved hvordan man debatterer sobert.
Dem der kan finde ud af at have en mening, uden at de behøver diskutere politik.
Dem der sidder og brænder inde med en masse tanker og oplevelser. Som de ikke har turde sige højt - men gerne vil nu.
Dem der har ører, der lytter med respekt.

Og så alle dem der er nysgerrige, og bare gerne vil læse med. Inaktive.

Velkommen til. Her er en blog om prostitution. Som ingen anden blog i Danmark.


Hvis du vil skrive et indlæg, så mail det til os.
Vi sørger for det kommer ud.
Vi bruger kun tid og energi på seriøse indlæg. Alt det andet, må du gå et andet sted hen med.
Men vi vil gerne have MANGE indlæg. Mangfoldighed. Farver. Nuancer. Ramasjang.

ANSVARET for indlæg, skrevet af andre end os selv, har vi nada ansvar for! Derfor kan indlæg sagtens indeholde holdninger, meninger, oplevelser mm., som vi lader skribenten selv tage på sine skuldre. Vi undgår dermed censurering.

Vi glæder os til at høre fra dig!
Big love

expro@live.dk