Prostitution - i strakt arm

ExproBloggen tænker:


Jeg har egentlig haft en masse ord. I mit hovede.
Men som ikke har kunnet forme sig. Nogen steder.
De har bare kørt rundt. Derinde i kraniet på mig. Ingen steder de syntes at kunne lande.
Eller samles.
Komme ud, i en form ej heller.

Prostitution.

Bare ordet, har været nok.
Nok i sig selv. Bare dét blev nævnt. Eller måske behøvede ordet ikke engang at komme på tale. Alene det at en samtale, et tema, debat, en sætning gik i en retning af at omhandle dét - var nok.
Jeg har holdt det fra mig. I strakt arm!
Gå væk med det! Fjern det! Jeg vil ikke høre det! Se det! Tænke på det. Jeg kan ikke! Gå væk!!

Bare jeg læste en overskrift, med indhold der omhandlede prostitution skulle jeg brække mig.
Så det gjorde jeg så. Der, i S-Toget. På vej til mit arbejde. I mit såkaldte almindelige hverdags liv.
Det liv jeg lever i. Nu.
Eller i hvert fald forsøger på.
Jeg husker ikke engang hvad der stod. I den overskrift. Eller hvilken avis det mon var.
Metroxpress måske?
Who cares.
Det er alligevel bare en 'tag & smid væk' avis, der kan benyttes. Eller man kan lade være.

Tag og smid væk.
Det er præcis den følelse jeg sidder tilbage med.
En følelse af at være så brugt. Og kasseret. Efterfølgende. Som en genstand.
Og en følelse af et tomrum så stort. Hver eneste gang mine tanker falder på prostitution.

Prostitution.

Jeg må holde emnet i strakt arm. Væk fra mig. I perioder.
Måske er det tomrummet der bliver for meget?
Det hulrum der er efterladt tilbage i mig. Der, hvor det var meningen at der skulle være. . . hvad?

Prostitution.

Jeg ser den anden vej. Kigger væk. Går udenom.
Holder det væk fra mig, i så strakte arme, at det kan synes benægtende.
Det er det ikke.
Jeg kender godt virkeligheden.

Jeg behøver afstanden. Uanset mine arme bliver slappe, og ikke længere kan være strakte. Uanset virkeligheden alligevel går ind.

Lige nu behøver jeg afstanden.
Måske har du det ligesådan?

/Silje