Det sætter sig på sanserne

Silje tænker højt

Jeg skal bare lige ned med skraldeposen i affaldscontaineren.
Gider ikke tage sko på. Det er sommeraften. Luften hænger stadig tungt.
Jeg tripper ned af trappen, henover fliserne.
Som jeg går dér med skraldeposen i min ene hånd, kommer det ligesom snigende.
Den der fornemmelse i kroppen. . .
Mine bare tæer støder på de småsten der ligger på fliserne.
Det er som om alting kommer tilbage. Op gennem fødderne på mig. Som om alting rejser sig gennem fliserne - op gennem hele mig.
Det er som, at være knipset tilbage til en anden tid, et andet sted, en anden virkelighed.

Jeg var taget med en kunde. Hvad han skulle have husker jeg ikke. Han var jo bare éen af mange...
Men han var vred. Utilfreds. 
Han flyver om på den anden side af bilen, før jeg kan nå at reagere! Åbner bildøren, tager mig hårdt i armen og flår mig ud af bilen. 
Han smider mig af, dér midt på parkeringspladsen.
Jeg mangler min ene sko. Står der, som en halt.
Mine ben er bare, og kolde. Jeg tror jeg har nederdel på.
Jeg står lidt og stirrer ud i luften.
Han kører ud fra parkeringspladsen. Drejer skarpt i svinget.
Jeg er alene tilbage. 
Min taske eller jakke fik jeg heller ikke med mig.
Der holder andre biler på parkeringspladsen. Ingen så meget som værdiger mig et blik.
Jeg begynder at gå, på bare fødder. Med min enlige sko, i hånden. Går bare. Gå, gå, gå


Da jeg kommer hjem må jeg smadre en rude, for at komme ind i min lejlighed. Nøglerne ligger i tasken.
I hans bil.
Imorgen må jeg skifte låsen. Igen.
Imorgen. Først imorgen. Lige nu vil jeg bare glemme.
Kan man egentlig forsvinde ned gennem gulvet? Bare synke ligeså stille ned gennem gulvbrædderne? Uden nogen bemærker det? 


Det sætter sig på sanserne.
Alting synes, at kunne vække erindringen.
Mest er jeg ked af, at have været dér - engang.
Og af de spor det har sat.

Det har sat sig på sanserne.

Silje 2010